Ingen erstatning til diskoteksejer: Jeg forstår det simpelthen ikke

Jan Nonboe tabte civilt søgsmål efter voldsomme oversvømmelser ved retten i Holstebro.

Jan Nonboe foran retten i Holstebro.
Jan Nonboe foran retten i Holstebro.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Ejeren af det tidligere diskotek Buddy Holly i Holstebro, Jan Nonboe, fik ikke noget ud af at gå rettens vej for at få erstatning for de voldsomme oversvømmelser, der i december 2015 ramte diskoteket.

Nonboe havde anlagt en civil retssag mod sin udlejer, en lokal håndværker, der monterede den dør, som vandet fra Storåen fossede ind igennem, og Stormrådet.

Men retten i Holstebro valgte tirsdag at frifinde alle tre sagsøgte, og Nonboe skal dermed betale sagens omkostninger. 

- Jeg kan ikke se, hvordan det skulle være min skyld. Jeg sidder som lejer, og de skal sørge for, at der ikke kommer vand ind i mit lejemål. Jeg forstår det simpelthen ikke, siger han i en umiddelbar kommentar til rettens afgørelse.

Han vil nu have tid til at studere dommen nærmere, inden han kommer med flere kommentarer.

Under oversvømmelserne strømmede store mængder vand ind i diskoteket via en nødudgang, og der skete dermed betydelige skader i det nyrenoverede diskotek. Nonboe vurderer selv, at hans tab - inklusiv varer og tabt omsætning - løber op i flere millioner. Diskoteket er senere lukket.

2:01
SE OGSÅ: INDSLAG FRA 2015 om de massive oversvømmelser, der ramte Holstebro.
2:17