EU-Kandidater går på gaden: - Ingen dukker op til en EU-debat

Kandidaterne til Europa-Parlamentet knokler for at nå vælgerne, før det andet valg overskygger det hele.

Man skal møde vælgerne, hvor de er. Her er EU- kandidaterne Niels Fuglsang og Poul Elmegaard på stemmefiskeri i gågaden i Holstebro.
Man skal møde vælgerne, hvor de er. Her er EU- kandidaterne Niels Fuglsang og Poul Elmegaard på stemmefiskeri i gågaden i Holstebro.
Foto: Poul Gerner / TV MIDTVEST

En del kendte og endnu flere ukendte ansigter har siden lørdag middag præget bybilledet. Det er kandidaterne til det forestående valg til Europa-Parlamentet, der hænger der. Lige nu knokler de på gader og stræder for at fiske vælgernes opmærksomhed.

Det er i forvejen ikke helt let at gøre vælgerne interesserede i EU-politik, men hvert sekund tæller, for når folketingsvalget kommer, bliver det endnu sværere, at få ørenlyd. 

- Det kan godt være, det er det ukendte valg, men det er det vigtige valg. For hvis vi skal løse de problemer med klimaforandringer og stigende ulighed, så skal vi gøre det ved at samarbejde internationalt, siger Niels Fuglsang, der er kandidat til Europa Parlamentet for Socialdemokratiet. 

Niels Fuglsang er i gågaden i Holstebro sammen med den radikale kandidat Poul Elmegaard. De deler flyers ud og forsøger at komme i snak med vælgerne. Det går både godt og skidt. 

EU-kandidaten, Niels Fuglsang, har fanget en vælger på gågaden i Holstebro.  
EU-kandidaten, Niels Fuglsang, har fanget en vælger på gågaden i Holstebro.  
Foto: Poul Gerner / TV MIDTVEST

- Nogen er sure og gnavne, andre tager gerne imod og overvejer, siger Poul Elmegaard. 

Også Niels Fuglsang kommer af med nogle budskaber. 

- Man møder både folk der er begejstrede for EU og folk, der vil ud af EU. Så må man tage det med godt humør. jeg synes, langt de fleste er søde og rare. Det har egentlig været en fornøjelse, siger Niels Fuglsang. 

Det er ikke tilfældigt, at kandidaterne bruger gader og stræder til at komme i direkte kontakt med vælgerne. 

- Det er svært at komme ud og møde nogle mennesker. Der er ikke rigtig nogen, der dukker op til EU-debatter, så du skal stille dig på gaden og fiske mennesker og få en dialog, siger en tredje kandidat, den konservative Dina Raabjerg. 

- Der er egentlig god afsætning på det. Nu har vi været her et kvarters tid og har delt 50 flyers ud, siger Poul Elmegaard, der er EU-kandidat for Radikale.  
- Der er egentlig god afsætning på det. Nu har vi været her et kvarters tid og har delt 50 flyers ud, siger Poul Elmegaard, der er EU-kandidat for Radikale.  
Foto: Poul Gerner / TV MIDTVEST

EU blander sig i alt

Selv om kandidaterne slet ikke er enige om alle EU-spørgsmål, så er de enige om at valget er vigtigt. Selv om det kan være både svært at forklare og forstå.   

- Det er meget diffust for folk. Vi har svært ved, at gøre det håndgribeligt. Rigtig mange tror, vi slet ikke har nogen indflydelse. Mange siger, det er bare Tyskland og Frankrig det hele. Men det er faktisk sådan, at som lille land har vi mere indflydelse, vores størrelse taget i betragtning, siger Dina Raabjerg. 

Også spidskandidaten for Folkebevægelsen mod EU, mener valget er afgørende vigtigt, selv om det kan være diffust, og langt væk.  

- Mange mennesker undrer sig over, hvad er det egentlig, det her EU-valg går ud på. Det er vigtigt at få fortalt at EU blander sig i alle dele af vores samfund. Har lovgivning der betyder hvad folkeskoler må købe ind, hvor de må købe ind henne, hvordan kommuner må indrette velfærd, hvordan folketinget må tage sig af klimaet og miljøet. Hvis du har en interesse i samfundet, så skal du også have det i EU, siger Rina Ronja Kari, der er spidskandidat fra Folkebevægelsen med EU. 

Der er valg til Europa-Parlamentet den 26. maj.

2:40
Om 20 dage er der valg, men ikke alle har styr på de forskellige kandidater til Europa-Parlamentet.