Influenza-vaccine har slået fejl

Flere danskere er blevet smittet med influenza på grund af en forkert vaccinetype, og Statens Serum Institut forventer, at endnu flere bliver smittet.

Den type B influenza, der er i omløb, er ikke med i årets vaccine mod influenza, og derfor kan man sagtens blive syg, selv om man er vaccineret.
Den type B influenza, der er i omløb, er ikke med i årets vaccine mod influenza, og derfor kan man sagtens blive syg, selv om man er vaccineret.
Foto: Mikkel Møller Jørgensen / Ritzau Scanpix

Selv om man har taget sine forholdsregler og er vaccineret mod influenza, så kan man ikke føle sig sikker på at undgå at blive syg.

Denne sæsons influenza adskiller sig nemlig fra den, som har cirkuleret de forgange år. Normalt er det influenza A, der dominerer, men i år er det influenza B, og derfor har WHO gættet forkert på, hvilke virusser der skulle være i årets vaccine mod influenza.

- Hvert år i februar skal WHO gætte på, hvad det er for en influenzavirus, der kommer til at være i omløb et halvt år senere, når man laver denne her vaccine.

- Der er i år sket det, at den type B influenza, der er i omløb, ikke er indeholdt i vaccinen, og derfor kan man sagtens blive syg, selv om man er vaccineret, siger Tyra Krause, afdelingschef og overlæge hos Statens Serum Institut.

Nye vacciner med tiden

3.066 er blevet testet for influenza i uge 5. Af dem fik 217 påvist influenza A, og 885 fik påvist influenza B - influenza B af typen Yamagata, som generelt er kendetegnet ved ikke at gå så hårdt ud over den ældre befolkning. 

- De vacciner, som ville have givet en bedre beskyttelse i år, har ikke været på markedet i særlig mange år, og der er ikke nok af dem. Men de fleste vil gå over til dem med tiden, og så er man dækket ind overfor to influenza A og B virus, siger Tyra Krause.

Hvis folk med underliggende sygdomme, som eksempelvis sukkersyge og bronkitis, bliver ramt af influenza, så kan det forværre den underliggende sygdom. 

Antal influenza-ramte har ikke toppet

I uge 5 steg andelen af personer, der henvendte sig til egen læge eller lægevagten med influenzalignende symptomer, og aktiviteten af influenza i samfundet er nu på et middel niveau.

- Vi kan se, at der er et middelniveau, når vi kigger på, hvor mange der går til læge med influenzalignende symptomer. Men vi har et rekordhøjt antal laboratoriepåviste tilfælde, og vi kan også se rigtig mange indlæggelser som følge af influenza.

- Det skyldes, at der reelt er mange, der er indlagt, men nok også, at der i dag er flere af sådan nogle hurtigtests, så man hurtigt kan blive undersøgt og få påvist influenza, siger Tyra Krause.

Influenzaen har dog endnu ikke nået det højeste niveau.

- Jeg tror, vi kan komme til at se en stigning igen i denne uge, og så vil jeg tro, at det stagnerer. Men der vil være influenza i omløb i hvert fald i fire uger endnu, siger Tyra Krause.

I uge 4 i år var det ugentlige antal af indlagte patienter 310. Til sammenligning var det højest antal i sidste sæson oppe på 369, hvilket også var det højeste registrerede ugentlige antal indlagte patienter i de seneste fem sæsoner.

Det høje antal af indlæggelser med patienter, der har influenza, lægger lige nu pres på landets hospitaler.

2:18