Indvielse af stort bioenergianlæg

Indvielse af stort bioenergianlæg

Efter 10 års venten, blev verdens største bioenergianlæg officielt indviet i dag i Maabjerg ved Holstebro.

Det var en stolt formand, der kunne klippe den røde snor over, og officielt erklære Maabjerg BioEnergy for indviet.

Maabjerg BioEnergy er et energianlæg af hidtil usete dimensioner.

Anlægget har kapacitet til at håndtere 700.000 tons biomasse om året. Primært gylle fra landbruget, men også restprodukter fra blandt andet Arlas store mejerier i Holstebro og spildevandsslam fra renseanlæg.

Skal erstatte fossile brændsler

Anlægget kommer på årsplan til at producere 18 millioner kubikmeter biogas, som skal erstatte fossile brændler til fjernvarme- og elproduktion i Holstebro og Struer Kommune.

- Det er en kæmpe dag for os, at vi kan få lov til at indvie det. Vi har arbejdet på det i 10 år, så vi er glade, fortæller Arne Lægaard, der er formand for Maabjerg BioEnergy Drift A/S.

Samlet set vil Maabjerg BioEnergy årligt reducere CO2-udledningen med 50.000 tons.