Indviede nye broer i naturskønt område

Ringkøbing-Skjern Kommune håber på flere cykelturister efter indvielsen af to broer i den nordlige del af Ringkøbing Fjord.

Bagges Dæmning 4

Påskevejret viste sig fra sin smukkeste side med høj solskin og frisk blæst, da Ringkøbing- Skjern Kommune lørdag indviede to nye cykel- og gangbroer i den nordligste del af Ringkøbing Fjord.

Broerne ved Bagges Dæmning er en del af et større projekt, der skal fremme cykelturismen rundt om Ringkøbing Fjord.

Projektet går under navnet Fjorden Rundt, cykelturisme i verdensklasse, og de to nye broer er med til at binde turen sammen, så det nu er muligt at køre det meste af vejen rundt om fjorden i naturskønne omgivelser.

- Perspektivet for Ringkøbing-Skjern Kommune er jo, at der nu er nogle turister, der kan have fornøjelse af at cykle rundt herude. De kan komme op og besøge vores område og lægge lidt penge. Men der er også perspektiver for os, der bor heroppe, så vi kan køre lidt overflødigt fedt af og få en naturoplevelse samtidig med, sagde formanden for kommunens teknik- og miljøudvalg, Ole Kamp (V) til de mange fremmødte.

De nye broer er hver cirka 100 meter lange, og projektet, der også har betydet nedgravning af nogle højspændingsledninger, har kostet omkring syv millioner kroner, hvoraf kommunen har betalt 60 procent og den nationale stipulje 40 procent.

Området kaldes Bagges Dæmning efter løjtnant Halvor Christian Bagge, som for omkring 150 år siden byggede en 1600 meter lang dæmning i fjorden fra Klegod til Sønderby. Formålet var at opdyrke jorden bag dæmningen, men få måneder efter at byggeriet var afsluttet, lavede en stormflod to store huller i dæmningen.

Cykelstien er anlagt på resterne af dæmningen, og de nye broer er så placeret på de stykker, som stormfloden ødelagde.

Kommunen benyttede også lejligheden til at indvie et nyt område for windsurfere.