Indsatslederen: Det brændte over det hele

Ifølge indsatslederen har det været en meget besværlig omgang for brandfolkene at få styr på branden på fiskekutteren i Thyborøn.

Skibsbrand Thyborøn

Selvom der nu er styr på flammerne efter branden på fiskekutteren Dorte Rixen i Thyborøn, så har det været en hård opgave for indsatsleder Eigil Knudsen og de øvrige brandfolk på stedet.

I timevis har brandfolkene kæmpet for at slukke ilden, der startede ved et mandskabsrum og siden spredte sig til alle tre dæk og lastrummet. Det eneste sted, ilden ikke har nået, er maskinrummet.

- Det brændte i alle rum og over det hele, så det har bredt sig helt vildt, siger indsatslederen.

Klokken halv ti onsdag aften var der stadig røgdykkere i gang på skibet, men indsatslederen regner med at ilden er slukket helt inden midnat.

- Et skib et indrettet helt anderledes end et hus, og det gør det meget besværligt at slukke ilden. Samtidig har vi hele tiden været nødt til at pumpe vand ud, så skibet ikke fik slagside, siger han.

Skum nok til at dække 25 fodboldbaner
Især lastrummet har voldt store problemer for brandfolkene, fordi jernpladerne, som skibet er bygget af, har afgivet så meget varme, at det har været svært at komme derned.

- Du skulle se røgdykkernes tøj. Det ser ud, som om de har været i krig. De har jo været dernede 2-3 gange nu, siger Eigil Knudsen.

Han fortæller, at brandfolkene har brugt skum nok til at dække 25 fodboldbaner, og at tyve mand har været i sving på kutteren.

Når branden er helt slukket, bliver skibet spærret helt af natten over, fordi de mange partikler gør det direkte sundhedsskadeligt at bevæge sig derind.

Torsdag skal tekniske undersøgelser så give svar på, hvordan branden kunne opstå.