Indsatsleder efter brand i Viborg: Mange er påvirkede

Kraftig røgudvikling spærrede beboere inde efter voldsom brand i lejlighed på Rughavevej i Viborg. Syv personer blev indlagt til observation.

brand_viborg.jpg
Foto: Charlotte Hansen, TV MIDTVEST

Det var et voldsomt syn, der mødte indsatsleder Knud Erik Thorsager fra Midtjysk Brand og Redning, da han og hans mandskab i nat rykkede ud til en brand i en etageejendom i Viborg.

- Det er vores klare vurdering, at branden havde været i gang et stykke tid, da vi ankom. For selve døren ind til lejligheden var helt brændt væk, og det brændte kraftigt ved indgangen til opgangen. Lejligheden var helt overtændt, fortæller han.

Der var en kraftig røgudvikling i opgangen på Rughavevej 29. Mandskabet satte derfor straks i gang med en indsats med brandslukning og evakuering af de 12 personer, der alle var fanget i deres lejligheder.

- Vi kunne straks se, at det røg ud ved flere vinduer i lejlighederne på de øvre etager. Der var folk, gerne ville hjælpes ud, fordi de af gode grunde ikke kunne komme ud gennem opgangen. Her gik vi i gang med at berolige alle og evakuere dem efter vurdering af, hvem der først skulle ud, fortæller Knud Erik Thorsager.

Mange var truet af branden

Derfor var der også beboere, der måtte vente i op imod en time, før de kunne blive evakureret ud af deres lejligheder. En familie ventede i følge indsatslederen længe på deres altan.

Indsatslederen forstår godt, at det må have været frustrerende og utrygt, men han understreger, at det altid er nødvendigt at lave en konkret vurdering af, hvem der skal ud først.

- Der var tale om en voldsom og stor brand, og mange mennesker har været truet af branden og har været rigtig nervøse i nat. Syv personer blev kørt til observation for røgforgiftning, men det er min vurdering, at der heldigvis ikke er tale om livstruende skader.

Flere lejligheder er ramt af sodskader, og alle beboere i opgangen skal derfpr genhuses. Det vil variere i tid, hvornår de igen kan flytte ind i deres hjem.