Indsat satte ild til madras

Brandvæsen og politi blev kaldt til Silkeborg Arrest sent på eftermiddagen, da en indsat satte ild til en madras.

Både brandvæsen og politi blev tilkaldt til Silkeborg Arrest.
Både brandvæsen og politi blev tilkaldt til Silkeborg Arrest.
Foto: Peter Erfurt, 24-7news

En indsat i Silkeborg Arrest fik sent på eftermiddagen sat gang i både personale, brandvæsen og politi.

Han havde nemlig stukket ild til en madras i sin celle, hvilket gjorde, at politi og brandvæsen kom til stedet.

Ifølge indsatsleder ved Midtjysk Brand og Redning, Lasse Magnussen, håndterede personalet ilden helt korrekt, og de var også i gang med at slukke ilden, da brandvæsnet ankom.

Der er nu gang i en større udluftningsopgave, og imens er nogle af de indsatte blevet flyttet.

Ingen kom noget til under branden. Motivet bag branden er endnu ukendt.

Manden sigtes nu for at påsætte branden, oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Allan Riis.   

Den indsatte bliver nu flyttet til en anden arrest.