Indbrudstyve snydt: Slap afsted med ”kunstige” smykker

​Ukendte indbrudstyve kunne i nat forlade en guldsmed med smykker af meget lav værdi.

Foto: Flemming Christensen, TV MIDTVEST

I april havde Urmager og Guldsmed Bamberg i Bjerringbro et indbrud, hvor ruderne blev smadret.

I nat klokken 4:35 var den så gal igen.

Indbrudstyvene smadrede de ellers nye ruder og kunne derfra række ind og tage de smykker, der lå til udstilling.

De fik dog ikke helt det med, som de nok er gået efter.

- De har kun fået smykker med, som er af ringe værdi, fortæller politikommissær Henrik Thomassen fra Viborg Politi.

Metalsmykker

Klog af skade fra tidligere indbrud var det ikke den ægte vare der lå i vinduerne.

- De får taget nogle nogle metalsmykker, der skal ligne de rigtige smykker. Det er normalt, at flere guldsmede har den slags liggende i vinduerne, forklarer politikommisæren.

Der bliver endda gjort opmærksom på de kunstige smykker med en seddel i vinduet. I dag holder butikken lukket, men den skulle åbne igen i morgen.