Indbrudstyve gik fra et gerningssted til et andet: Havde ikke tænkt over sneen

De blev grebet for et indbrud, men blev snart kædet sammen med et andet.

Tyvene havde ikke dækket deres spor. Foto: Flemming Christensen, TV MIDTVEST

Egentligt havde de to indbrudstyve kun tyvekoster på sig fra et indbrud, da politiet stoppede dem, men de blev hurtigt sat i forbindelse med et andet.

Det skete takket være sneen, fortæller Herning Politi.

Sagen startede lidt over klokken tre i nat, da politiet modtog en tyverialarm fra guldsmeden Mosekær i Herning, som de rykkede ud til.

Her opdagede de, at indbrudstyve havde forsøgt at komme ind gennem en smadret rude, men at det ikke var lykkedes.

Fældet af sneen

Patruljen var stadig på stedet, da de modtog endnu en tyverialarm. Denne gang var et cirka 600 meter væk hos Sygeforsikringen Danmark på Fonnesbechgade, hvor indbrudstyve havde smadret en rude og var brudt ind.

Umiddelbart efter fik politiet fat i to mænd på 27 og 30, der begge er fra Herning. De havde en lampe, en computer og nogle højtalere, der tilhørte Sygeforsikringen Danmark, og politiet kunne derfor anholde dem.

Politiet behøvede dog ikke lede længe efter spor, der kunne kæde de to indbrud sammen.

- Da politiet kigger efter går der i den nyfaldne sne et spor direkte mellem de to gerningssteder. Der var ingen andre fodspor på det tidspunkt, så det var nemt at se, fortæller Henning Præstegaard fra Herning Politiet.

De to mænd er begge tidligere kendt af politiet.

Læs også Mand dræbt efter sammenstød med bil