Indbrudstyv fanget med to toiletter

En 30-årig mand blev natten til mandag taget med to toiletter, han havde stjålet i et smedeværksted.

Haanjern-Paa_0.jpg

Midt- og Vestjyllands Politi gjorde natten til mandag en god fangst i Lee ved Bjerringbro.

- Vi fik ham kun fordi vores patrulje ser sig godt for, og er kvikke da de ankommer til gerningstedet. Det er rigtigt godt arbejde, siger politikommissær Gert Høegh.

Patruljen blev klokken 03:52 kaldt til et smedeværksted i Lee, fordi naboer havde set en mand bevæge sig rundt derinde. Da patruljen ankom forsøgte manden at stikke af i sin bil, men politiet satte efter og fik indhentet indbrudstyven.

I bilen fandt patruljen nogle usædvanlige tyvekoster, den 30-årige havde stjålet to toiletter.

Uden kørekort, ingen forsikring og stjålne nummerplader

Indbruddet blev dog ikke det eneste, som den 30-årige lokale mand blev sigtet for. Da patruljen stoppede ham, viste det sig at manden ikke havde noget kørekort, at bilen havde stjålne nummerplader og at den hverken var registreret eller forsikret.

- Vi vælger derfor at konfiskere bilen, da det ikke er første gang, at han kører uden kørekort, siger Gert Høegh.

Politiets jurister skal nu vurdere om manden skal fremstilles i grundlovsforhør, den beslutning bliver taget i løbet af mandag.