Indbrudstyv endte på sygehuset

33-årig mand skar sig under indbrudsforsøg i Ikast.

Falck ambullance.jpg

En 33-årig mand fra Ikast havde ikke just heldet med sig, da han natten til tirsdag forsøgte at begå indbrud i en butik på Østergade i Ikast.

Lokalpolitiet i Herning oplyser, at den 33-årige knuste en rude i butikken. Men da han ville række ind for at åbne vinduet, skar han sig i håndledet. Han gik fra stedet, men det blødte så voldsomt fra såret, at han på Finlandsvej henvendte sig til en borger for at få hjælp.

Den 33-årige blev i ambulance kørt på sygehuset, og herefter var det en smal sag for politiet at opklare indbrudsforsøget i Østergade. Han er i øvrigt en god bekendt af ordensmagten og kan senere se frem til et retsligt efterspil.