Indbrudstyv bed fra sig

En mand blev søndag bidt hårdt i armen af en indbrudstyv, efter at han havde forsøgt at tilbageholde tyven i sit hjem.

Politiskilt.jpg

Klokken 15:55 søndag eftermiddag overraskede en mand to indbrudstyve i sit hjem på Teglmarken i Viborg. Manden havde været ude og gå en tur og vendte hjem til en hoveddør, der var brækket op med et koben. Det lykkedes den ene indbrudstyv at stikke af. Den anden tilbageholdt manden på 1. salen, mens han ringede efter hjælp. Pludselig bed indbrudstyven manden så hårdt i armen, at han måtte slippe sit tag i ham. Indbrudstyven stak derefter af.

- Det var et meget voldsomt bid. Manden havde tydelige bidemærker i armen og blodudtrækninger, fortæller Vagtchef hos Viborg politi, Henrik Thomassen til tvmidtvest.dk.

Begge gerningsmænd stak af i retning mod Koldingvej.

Signalement

Begge gerningsmænd beskrives som somaliske af udseende, slanke og iført hættetrøjer. De stak tomhændede af fra adressen.