Indbrudsbølge: Politiet på bar bund

Der er ikke mange spor at gå efter for politiet i Skive efter, at Skiveegnen i weekenden blev ramt af en indbrudsbølge. Nu efterlyser de oplysninger fra borgerne.

Efterforsker_indbrud.jpg

Omfanget af indbrud begået mod foreninger, virksomheder og boliger på Skiveegnen i weekenden bliver ved med at vokse.

Mandag fik politiet i Skive yderligere tre anmeldelser på listen. Dermed kommer antallet af indbrud i weekenden op på 20 styk i alt.

Sparegris og stole

Også Sallingsund BMX-klub, Odd Fellow-Logen i Skive og Skive Handelsskole har haft indbrud.

På Handelsskolen stjal gerningsmændene i nat 10 til 12 stole til en værdi af 4000 kroner, mens der blev stjålet en sparegris med småpenge fra Odd Fellow-Logen.

Her har gerningsmændene desuden ødelagt vaser, spejle og lamper.

Der er endnu ikke overblik over, hvad der er stjålet fra BMX-klubben.

Samme fremgangsmåde

Efterforskningslederen ved Skive politi, Lars Mikkelsen, mener, at to af indbruddene hænger sammen med weekendens indbrudsbølge.

 - Indbruddene ved BMX-klubben og Odd Fellow-Logen passer godt på fremgangsmåden ved weekendens indbrud. De er enten kommet ind ved hjælp af et koben eller ved at knuse ruden, og så ligger indbruddene i samme tidsrum, fortæller Lars Mikkelsen.

Efterlyser vidner

Politiet har ikke mange spor at gå efter.

 - Vi har kun fået én enkelt henvendelse, og vi har ikke noget konkret at gå efter. Derfor efterforsker vi i mange retninger lige nu, fortæller efterforskningsleder Lars Mikkelsen og fortsætter:

 - Vi vil meget gerne høre fra folk, der har set noget, også selvom det er småting.

Hvis man har oplysninger til politiet, kan man ringe til telefon 114.