Indbrudsbølge: formentlig samme gerningsmand

Indbrudsbølge: formentlig samme gerningsmand

Indbrud i syv hjem omkring Engesvang. Politiet mistænker samme gerningsmand.

Torsdag formiddag havde syv hjem i Engesvang, Skelhøje, Grønhøj og Resen besøg af ubudne gæster. Alle stederne kom en indbrudstyv forsøgt ind ved at knuse vinduer med sten eller andet, han fandt på stedet. 

Politiet har stærk mistanke om, det er samme mand, der står bag indbrudene.

- Det peger altsammen på samme gerningsmand, når det er så tæt på hinanden og fremgangsmåden er helt ens, siger vagtchef Jens Claumarch

Desuden er den samme bil blevet set køre fra indbrudene i Engesvang og Skelhøje - en lille, sølvgrå bil. Måske af mærket Seat.

Søn så indbrudstyven

Ved indbruddene i Engesvang var en dreng hjemme. Han så tyven stikke af og har givet dette signalement til politiet:

- Mand af dansk udseende- 180 til 185 cm høj og almindelig af kropsbygning- Kort lyst hår og aflangt ansigt med høje tindinger- Frisk bandage om den ene hånd- Pigmenteringsfejl under det ene øje - hvid plet på størrelse med en 1-krone.

Især oplysningen om pigmenteringsfejlen kan være med til at udpege gerningsmanden.

- Vi vil meget gerne høre fra folk, der kender en mand med det kendetegn. Vi har en del spørgsmål til ham, siger Jens Claumarch.

OPDATERING fredag kl 10:00

Politiet har fredag morgen anholdt en formodet gerningsmand.