Indbrudsbølge fortsætter: Nye indbrud i varevogne

Ukendte gerningsmænd fortsætter med at stjæle værktøj fra varevogne.

Foto: Flemming Christensen, TV MIDTVEST

Politiet har på kort tid modtaget mange anmeldelser om tyveri af værktøj fra diverse håndværkere.

Senest har de fået syv nye anmeldelser om indbrud i varevogne.

- Vi har fået seks anmeldelser med gerningstidspunkt om natten mellem onsdag og torsdag, og så har vi fået en mere her til morgen, fortæller Knud Lauridsen fra lokalpolitiet i Holstebro.

De seks af anmeldelserne er fra Ulfborg og en enkelt er fra Vemb.

- Tyvene har haft travlt. Det er dybt frustrerende for håndværkerne, der mister deres værktøj, siger Knud Lauridsen.

Flere indbrud

Der har tidligere været indbrud i seks varebiler i Struer og Ulfborg, ligesom der i samme periode har været indbrud i private skure og garager i Holstebro. Politiet har en formodning om, at der kan være tale om samme gerningsmand.

- Hvis der er nogen, der ser noget eller hører noget, så vil vi meget gerne vide det, så vi kan fange dem, afslutter Knud Lauridsen.

Politiet kan kontaktes på telefonnummer 1-1-4.

Læs også Tyve brugte kendt metode ved nye indbrud i varebiler