Indbrud i varebiler fortsætter

Politiet modtager fortsat mange anmeldelser om indbrud i varebiler.

Indbrud i varebil
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

Bevågenhed fra medier og politi afskrækker ikke tyve fra at fortsætte med at bryde ind i varebiler. Det fortæller kommunikationsrådgiver Mette Helm fra Midt- og Vestjyllands Politi til TV MIDTVEST.

Det er håndværktøj, tyvene går efter, og i juli har der allerede været 15 anmeldelser, mens der i juni var 46. Fra januar til april var der mellem 21 og 28 episoder om måneden, og politiet har svære betingelser i forhold til at fange gerningsmændene.

- Det er en udfordring, at de er omrejsende, fordi tyve og koster er væk meget hurtigt, forklarer Mette Helm.

Politiet opfordrer derfor folk til at være agtpågivende.

1:46
Den 16. juni fortalte TV MIDTVEST første gang om indbrudsbølgen.

Fire gode råd

Politiet har fire råd, som kan gøre det vanskeligt for tyveknægtene at bryde ind:

1. Tænk over, hvor du parkerer bilen

2. Tænk over, hvad du har med i bilen

3. Mærk dit værktøj – enten synligt eller usynligt

4. Anvend eventuelt videoovervågning, alarm eller GPS

Der er ikke mange vidner, der har set noget. Har I, kan politiet kontaktes på 1 1 4.