Indbrud i fire ud af ti bygge- og anlægsvirksomheder

Ubudne gæster på jagt efter værktøj og byggematerialer er et udbredt problem. Alene det seneste år har mere end fire ud af ti bygge- og anlægsvirksomheder haft indbrud i varebilen.

Tyveri fra håndværkeres varebiler er et stigende problem.
Tyveri fra håndværkeres varebiler er et stigende problem.
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

Tyveri af værktøj og byggematerialer er et udbredt problem i bygge- og anlægsbranchen. Alene det seneste år har mere end fire ud af ti bygge- og anlægsvirksomheder haft indbrud i varebilen. Det viser en ny spørgeskemaundersøgelse fra Dansk Byggeri.

Det er især i varebilerne, at tyvene går på rov efter elværktøj, støvsugere og andre maskiner. Dansk Byggeris undersøgelse viser, at 44 procent af bygge- og anlægsvirksomhederne er mødt op til en rippet bil det seneste år. Byggepladsen er også et udsat mål – her har 41 procent af virksomhederne i undersøgelsen haft besøg af tyveknægte.

- Der er ingen tvivl om, at tyveri er et kæmpe problem for bygge- og anlægsvirksomhederne, der hvert år koster mange penge, ressourcer og spildtid. I gennemsnit koster det en virksomhed ca. 17.000 kroner i blandt andet tabt arbejdsfortjeneste, selvrisiko og forsinkelser hos kunderne, når tyvene tømmer en varebil for værktøj, siger direktør i Dansk Byggeri Michael H. Nielsen.

Tyvene besøger både små og store virksomheder 

Dansk Byggeris undersøgelse viser, at det især er store bygge- og anlægsvirksomheder, der er udsat for tyveri. Syv ud af ti virksomheder med mere end ti ansatte har haft indbrud inden for det seneste år. Men også mange små- og mellemstore virksomheder får besøg af ubudne gæster.

- Det er en god idé at få sikret værktøj og andre værdier. Det gælder både for store og små virksomheder. Hvis værktøjet for eksempel er DNA-mærket, er der langt større sandsynlighed for at få de stjålne varer igen, og mærket værktøj er mindre attraktivt for både tyve og hælere, siger direktør Michael H. Nielsen.

Lige nu er 112 varebiler - fordelt på 13 virksomheder - tyverisikret gennem ordningen Dansk Byggeris ordning ”STOP TYVEN”, der får udviklingsstøtte fra en fond under Østifterne og er lavet for at komme de mange tyverier til livs.

Indbrud i varebiler er mest udbredt i den østlige del af Danmark. Her angiver 59 procent af de adspurgte virksomheder, at de har haft indbrud i varebiler, mens det samme gør sig gældende for 32 procent af virksomhederne i den vestlige del af landet.

1:03
INDSLAG 22/10-2018: Flere midt- og vestjyske håndværkere efterlyste i et indslag i søndags en større indsats for at opklare tyverier i varebiler. Men skal det lykkes, så kræver det samarbejde mellem branchen og politiet.