Imam fra Skive: Jeg er skuffet over Støjberg

Imamen Mohamad Jammal er skuffet over Inger Støjbergs opslag af en muhammedtegning på Facebook.

Imam Mohamad Jammal fra Skive er skuffet over udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg. Foto: Frederik Helms, TV MIDTVEST

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg delte tirsdag et opslag på Facebook med et billede af en muhammedtegning. Det sker efter, at Skovgaards Museet i Viborg har valgt ikke at udstille muhammedtegningerne på en ny blasfemiudstilling.

Opslaget vækker skuffelse hos imam Mohamad Jammal fra Skive.

- Det er latterligt. Det undrer mig meget, at en politiker, der sidder som integrationsminister, ikke tænker over, at der er muslimer med dansk statsborgerskab, som kan blive forarget over det, siger Mohamad Jammal.

Han mener ikke, at sådanne tegninger hører hjemme i Danmark.

- Det er ikke demokratisk. Det er ren diskrimination, det er ren blasfemi, at hun (Inger Støjberg, red.) gør sådan nogle ting. Og det vil mere eller mindre være den samme mening for enhver muslim, mener Mohamad Jammal.

Mohamad Jammal mener, at det er en unødig provokation af Danmarks muslimer.

- Tegningen beskriver vores profet, og denne tegning har intet med vores profet at gøre, men hun prøver på at vise, at muslimer er terrorister igen og igen.

- Vi er den næststørste religion i Danmark, så jeg kan ikke forstå, at hun overser det hele og prøver på at provokere muslimer. Det er rent misbrug af den demokratiske proces, man har i Danmark, siger imamen. 

Se interview med imamen her: 

05:00 Luk video