Iltsvind skyld i fiskedød

Miljøteknikerne har fundet årsagen til masser af døde fisk og hummere i Limfjorden.

170614Aalegraes.jpg

Det var iltsvind og ikke giftige alger, der i sidste uge var skyld i en omfattende fiskedød i Limfjorden - det oplyser DR Midt & Vest.

- Der er ikke konstateret giftige alger i fjorden, så iltsvind er altså den sandsynlige forklaring, siger miljøtekniker Bent Jensen.

Han er om bord på miljøskibet Limgrim, som netop nu er på togt på fjorden for at undersøge miljøforholdene.

Problemerne har været størst i Thisted Bredning og ved Vildsund, hvor fritidsfiskere og strandgæster fandt mange døde fisk og hummere.

Normalt vil fiskene bare søge væk fra iltsvind, men det nåede de ikke denne gang.

- Fiskene er simpelthen blevet fanget af de specielle vejrforhold, som har bragt vand uden ilt helt op til overfladen, forklarer Bent Jensen til DR Midt og Vest.

I sidste uge var der kraftigt iltsvind i både Thisted Bredning, Skive Fjord og Lovns Bredning. I går mandag var situationen forbedret i Lovns Bredning på grund af mere vind, mens der stadig er kraftigt iltsvind i Skive Fjord. Situationen i Thisted Bredning undersøges i dag tirsdag.