Iltsvind i Limfjorden får fiskene til at flygte

Det varme vejr i foråret skaber iltsvind i Limfjorden. Flere steder er det kritisk, oplyser Miljøstyrelsen.

Så galt kan det komme til at se ud, hvis fjorden rammes af iltsvind. Foto: Arkivfoto TV MIDTVEST

Vejret i maj måned slog flere varmerekorder, og det får nu konsekvenser for havmiljøet i Limfjorden. For flere steder i Limfjorden er der nu konstateret kraftigt iltsvind. Det oplyser Miljøstyrelsen til TV MIDTVEST.

- De lave områder i Limfjorden er stærkt påvirket af varmen, så vi har konstateret iltsvind i visse dele af fjorden. Nogle steder er det relativt kritisk, siger Harley Bundgaard Madsen, som er kontorchef ved Miljøstyrelsen.

Ifølge kontorchefen er der flere steder under to milligram ilt per liter, og det betyder, at der disse steder er kraftigt iltsvind.  

- Vi ser iltsvind hvert år, men den her varme i maj og juni forstærker situationen. Det plejer at komme senere på året, siger Harley Bundgaard Madsen.

01:48

Den forhenværende fødevareminister Dan Jørgensen var i 2014 i Nykøbing for at forsøge at finde løsninger på problemet med iltsvind i Limfjorden.

Luk video

Konsekvenser for fiskene

Indtil videre holder iltsvindet sig til de lave områder. Men det lave iltindhold gør, at vilkårene for fiskene forværres. De bliver nemlig nødt til at finde andre steder at bo.

- Når vi er under de to milligram ilt, så er det så slemt, at fiskene er flygtet væk, siger Harley Bundgaard Madsen. Ifølge kontorchefen er de flygtet til de dybere områder.

Den eneste løsning på iltsvindsproblemet er, ifølge Harley Bundgaard Madsen, en stiv vind fra vest. For en kraftig vind kan få ilt til bunden af fjorden.

Udover Limfjorden er der også konstateret iltsvind i Mariagerfjord.

01:41

Det er langt fra første gang, der har været iltsvind i Limfjorden. Tilbage i 2014 skabte det et usædvanligt syn ud for Skive. 

Luk video