Hus brændte to gange på en uge

Et hus i Løgstrup ved Viborg stod ikke til at redde, efter det for anden gang på en uge brændte.

Huset i Løgstrup stod ikke til at redde.
Huset i Løgstrup stod ikke til at redde.
Foto: Benny Lind, Alarm112

Søndag aften klokken 22 blev brandvæsnet kaldt ud til en brand, på Romlundvej 58 ved Viborg. Her stod et hus i lys lue.

Huset var et træhus i to plan, og selvom brandfolkene kæmpede med flammerne i flere timer, stod huset ikke til at redde. Det er nu brændt ned til grunden.

Familien, der boede i huset, blev hurtigt evakueret. Ved siden af huset ligger et dyrehospital. Men ingen dyr eller mennesker kom til skade ved branden.

Anden gang på en uge

Det er ikke første gang flammerne har haft fat i huset på Romlundvej. Tirsdag d. 19. september, var brandvæsenet også ude for at slukke en brand i huset. Her mistænker politiet en kortslutning i en forlængerledning som årsag til branden.

Hvorfor der søndag aften igen skulle gå ild i huset er politiet mere usikre på.

- Vi har en lille mistanke om, at der har ligget noget og ulmet i længere tid, og det kan muligvis være årsagen til branden. Men på nuværende tidspunkt kan vi ikke konkludere noget, fortæller Henrik Hansen, Politiassistent, Lokalpolitiet Viborg.

Politiets teknikere, skal nu undersøge brandtomten igen for bedre at kunne fastslå, hvorfor huset brændte ned.