Ikke ulovligt at ægtepar overskrider loftet på fiskekvoter

Ægtepar kan lovligt eje fiskekvoter, der tilsammen overskrider kvoteloftet. Flertal vil ændre lovgivningen.

Fisk.jpg

 

Det er lovligt, at ægteparret Birthe og Henning Kjeldsen fra Skagen ejer fiskekvoter, der tilsammen overskrider kvoteloftet. Hver især ejer de nemlig ikke mere end loven tillader. Det vurderer Nordjyllands Politi.

Greenpeace politianmeldte i efteråret 2015 ægteparret efter en DR2 udsendelse. Selv om politiet fastslår, at loven er overholdt, så mener Greenpeace, at intentionerne i loven er overtrådt.

- De her selskabskonstruktioner er noget kreative, siger talsmand Sune Scheller til DR P4 Nordjylland.

Loven forbyder nemlig kun ejerskab af kvoter over en vis størrelse, men ikke at nogle råder og disponerer over kvoter over det tilladte kvoteloft.

 

 

Det finder også formanden for Danmarks Fiskeriforening, Svend-Erik Andersen problematisk.

- Vi mener, at man fra myndighedernes side bør se, om intentionerne er overholdt. At man ikke ejer og har råderet over mere end de procenter, der står angivet i bekendtgørelsen, siger han.

En ny fiskeripakke strammer reglerne for kvotekoncentrationer, og Greenpeace håber, men tvivler på, at den sætter en stopper for, at enkeltpersoner kan have bestemmende indflydelse over kvoter, der overstiger kvoteloftet.

- Det er lidt nogle gummiparagraffer, man har indført. Så må vi bare håbe, det er nok, for det er problemer, vi har sloges med i mange år, siger Sune Scheller.

Formanden for Danmarks Fiskeriforening er en smule mere optimistisk med hensyn til, at den nye fiskeripakke vil sætte en stopper for yderligere kvotekoncentrationer.

- Jeg kan ikke sige, om det juridisk er nok. Men vi har fremført, at reglerne skal overholdes, og intentionerne bag reglerne skal overholdes, siger Svend-Erik Andersen.

Greenpeace mener, at når kvoterne samles hos pengestærke fiskere, så rammer det først og fremmest mindre kystsamfund og det bæredygtige fiskeri, som oftest sker fra mindre fiskefartøjer.

Ægteparret Birthe og Henning Kjeldsen ønsker ikke at kommentere sagen.

Flertal udenom regeringen vil ændre loven

Ifølge socialdemokraten Simon Kollerup er et flertal uden regeringen bestående af oppositionen og DF parat til at ændre lovgivningen.

- Vi har allerede ændret bekendtgørelsen. Vi kommer til at ændre loven også. Vi vil sætte en stopper for de kvotekonger, der får så stor magt i dansk fiskeri, at de kan trække tæppet væk mindre virksomheder i havnene. Vi ønsker ikke et monopoliseret fiskeri, derfor tager vi de store redskaber i brug, og det er en ændring af loven, siger Kollerup til TVMIDTVEST. 

Kollerup vil have ændret loven, så det bliver lovfæstet at der skal være et loft over, hvor store kvoter en person råder over og altså ikke som i dag et loft over, hvor stor en kvote man må eje.

 - Problemet når ganske få mennesker bestemmer over så store dele af fiskene i havet er jo, at de får en magt over, hvilke havne, der skal have fiskene ind til deres fabrikker. Vi har set udviklingen de senere år, hvor få har købt op og købt op og fået små fiskerisamfund til at dø ud. Det er ikke det, vi ønsker. Derfor er der et bredt flertal udenom regeringen der vil ændre på det her i lbet af foråret, siger fiskeri og fødevarerordfører Simon Kollerup.

Oppositionen kopierer regeringens politik

Thomas Danielsen er Venstres fiskeriordfører. Han påpeger, at da regeringen åbnede for forhandlingerne til en fiskeriaftale, var intentionen om at ændre reglerne så vægten bliver lagt på "bestemmende indflydelse" i forvejen en del af regeringens oplæg.

- Det er da godt, at vi på det her område kan være enige om, at S og DF har kopieret regeringens politik. Vi ønsker også at se på reglerne, så det drejer sig om bestemmende indflydelse, siger Thomas Danielsen til TV MIDTVEST.