Ikke flere oversvømmelser i Struer i vores levetid

Nu kan stormflod, regnvand og klimaforandringer bare komme an. Der skal gå mange, mange år før gågaden i Struer igen oplever en oversvømmelse.

Oversvømmelser i gågaden i Struer har været hyppige de senere år. Fredag indvier byen det stort anlagte By+Havn-projekt, der klimasikrer gågaden. Foto: TV MIDTVEST

Oversvømmelser i gågaden i Struer har været hyppige de senere år. Fredag indvier byen det stort anlagte By+Havn-projekt, der klimasikrer gågaden. Foto: TV MIDTVEST

Havnen i Struer er nu blevet åbnet op for byens borgere og turister. Samtidigt skal der væsentlig mere vand til at trænge ind i byen end før. Foto: Henrik Birkbak, TV MIDTVEST

Hulet mellem betonklodserne bliver lukket, når vandet står højt. Det nye værn stikker 2 meter og 45 centimeter over vandoverfladen i dag. Foto: Henrik Birkbak, TV MIDTVEST

1 af 4

Det er slut med oversvømmelser i gågaden i Struer. I hvert fald i den umiddelbart overskuelige fremtid. Så kort kan det siges, og det er præcis hvad borgmester Niels Viggo Lynghøj gør.  

Læs også Billeder: Oversvømmelse i Struer

Der går rigtig mange år, før det bliver et problem igen

Niels Viggo Lynghøj, Borgmester i Struer

- Det bliver i hvert fald ikke i vores levetid, siger en temmelig tilfreds borgmester, socialdemokraten, Niels Viggo Lynghøj, der netop har holdt tale og indviet byens stort anlagte byggeprojekt der har fået navnet By+Havn. 

Om det er fordi, han opdager at TV MIDTVEST's udsendte reporter kun er halvt så gammel som han selv, er ikke til at vide, men han modererer alligevel sin påstand en smule. 

- Det er i hvert fald 50-75 år ud i fremtiden. 

00:41

Indehaver af Mr. Arthur i gågaden i Struer håber, han slipper for oversvømmelser igen. 

Luk video

Midt i vandmasserne

Området omkring gågaden i Struer ligger midt i en potentiel vandkatastrofe, og har jævnligt været oversvømmet de senere år. Fra den sydlige del af byen, der ligger højt, kan regnvand løbe ned, når det regner kraftigt. Vandet vil samles i gågadeområdet, hvor byens terræn flader ud. Samtidigt er havnen og vandet kun få meter fra gågaden på den nordlige side.

Med prognoserne om mere ekstremt vejr og højere vandstand i fremtiden, var det derfor på høje tid, at midtbyen sikrede sig mod vandet fra begge sider. 

Masser af mennesker var på havnen til indvielsen af By Havn.  Foto: Henrik Birkbak, TV MIDTVEST

- Vi bliver fri for, når der kommer højvande ind ved de her stormflodslignende hændelser, at vi så ikke får vand i kælderne i de huse, der ligger nede ved vores gågade, siger Niels Viggo Lynghøj.

Men By+Havn er ikke kun en klimasikring. I mange år har skiftende byråd ønsket at bringe havnen og byen tættere på hinanden.   

By+Havn skal derfor også styrke bylivet og Struer som attraktiv købstad og havneby. 

Projektet blev sat i gang, da Niels Viggo Lynghøj var borgmester for to perioder siden. Han var selv med til at sætte det i gang, men blev så afløst i borgmesterstolen af Venstres, Mads Jakobsen, i en periode. Men nu er det alligevel ham selv, der får lov til at indvie det store projekt. 

00:28

VIDEO: Sådan slipper byen af med regnvandet. 

Luk video

- Det er fem år siden nu, og det betyder rigtig meget for mig personligt også, at nu er det endelig er landet. Men der skal også lyde en positiv hilsen til det byråd, der var i sidste periode, for at de også har været med til at trække projektet igennem, siger en storsmilende Niels Viggo Lynghøj. 

- Det er jo en fantastisk dag. Projektet har været rigtig mange år undervejs. Nu er det her, og det er jo supergodt for Struer by og kommune. Vi får en bedre sammenhæng mellem byen og havnen, som vi jo har efterlyst i Struer i rigtig mange år, Siger borgmester, Niels Viggo Lynghøj

Toppen af det nye højvandsværn mod fjorden ligger to meter og 45 centimeter over vandlinjen i dag. 

00:20

VIDEO: Sådan sikrer byen sig mod oversvømmelse fra fjorden. 

Luk video

- Så der går rigtig mange år, før det bliver et problem igen, siger Niels Viggo Lynghøj. 

By+Havn har samlet kostet 24 mio. kroner. Struer Kommune og Realdania har finansieret 12 mio. kroner hver. Projektet startede i 2013 med en forundersøgelse af potentialer for byudvikling omkring brobuerne og mellem by og havn i Struer.

Landskabsarkitektfirmaet Schønherr, entreprenørfirmaet M. J. Eriksson og ingeniørfirmaet Viggo Madsen vandt i sommeren 2016 totalentreprisekonkurrencen om den nye indretning af området.

01:14

Aksel Juel ØStergaard havde sin hund, Sofus, med på havnen. Han er meget begejstret for det nye look. 

Luk video