Farvel til tomme butiksruder: Ikast går til kamp mod butiksdød

I Ikast har kommunen og det lokale erhvervsliv slået pjalterne sammen i kampen mod tomme butiksruder.

01:39

Butiksejer Kenneth Knudsen ser frem til mere shoppingliv i Ikast. Video: Trine Markfoged Jensen, TV MIDTVEST

Butiksdød er et problem i flere af landsdelens byer, men det skal være slut.

I Ikast er kommunen og det lokale erhvervsliv gået sammen om at skabe liv i de tomme butikker, så det også i fremtiden er muligt at gå på café og shoppe i Ikast.

- Der skal være mange butikker, for det gør, at der kommer flere kunder. Kunder vil gerne have et udvalg for udvalgets skyld. Så der er brug for et udvalg for at trække kunder til, siger Kenneth Knudsen, indehaver af Skoringen i Ikast.

Økonomi til at fordoble trykket

Den holdning står han ikke alene med.

Vi har faktisk fået økonomi til at fordoble det tryk, som vi kan lægge dels på markedsføring og dels på aktiviteter, der kan generere støvletramp ned gennem gaden.

Bo Jensen, bestyrelsesformand, Ikast Bymidte

Derfor er butiksejere, -lejere, cityforeningen og kommunen gået sammen i det nyoprettede selskab Ikast Bymidte, der skal give færre tomme butiksruder og lokke flere kunder til bymidten i Ikast.

- Det har betydet, at vi har fået puljet en hel masse økonomi sammen. Vi har faktisk fået økonomi til at fordoble det tryk, som vi kan lægge dels på markedsføring og dels på aktiviteter, der kan generere støvletramp ned gennem gaden, siger Bo Jensen, bestyrelsesformand i selskabet Ikast Bymidte.

Fokus på udvikling

Pengepuljen er på godt en million kroner, og selskabets første store investering er en udviklingschef ved navn Julia Johansen.

Læs også Ikast tænker ind i boksen: Containere skal redde byen fra butiksdød

- Der er jo rigtig mange byer, der har en citychef, hvor udviklingsarbejdet ligger på deres bord, men de mangler tiden til at gøre det ordentligt, siger hun.

Blandt butiksejerne er forventningerne til fremtidens handelsliv høje.

- Jeg håber selvfølgelig, at alle de tomme butikker bliver fyldt, men jeg regner ikke med, at det sker fra den ene dag til den anden, siger Kenneth Knudsen.

Der er foreløbig fundet penge til, at projektet kan eksistere i 3 år.