Ikast-Brande vil spare 20 millioner på skolerne

Usikkerhed om økonomien i regeringens nye skolereform får nu Ikast-Brande kommune til at fjerne 20 millioner fra skoleområdet i næste års budget.

Ikast_Brande_Kommune.jpg

Ikast-Brande Kommune skal over de næste fire år spare op mod 100 millioner kroner. Det går nu ud over kommunens skoler. I næste års budgetforlig er der 20 millioner kroner mindre til skoleområdet.

Nyheden skaber forundring hos Tim Sølyst, der er skolebestyrelsesformand for Østre Skole i Ikast. Skolen udgør traditionelt omkring 10 procent af Ikast-Brande Kommunes skolebudget. Derfor kan skolen sandsynligvis se frem til at have to millioner mindre at drive skole for næste år.

- Det var en meget stor overraskelse. Jeg synes, det kommer som en tyv om natten, siger Tim Sølyst.

Han forklarer, at det i værste fald betyder, at skolen bliver 3-4 medarbejdere færre næste år.

Penge reserveret til 2015

I første omgang bliver de 20 millioner reserveret. Først i 2015 bliver det endeligt besluttet om pengene skal spares helt eller delvist. Men sikkert er det, at skolerne næste år får 20 millioner mindre til driften.

- På sigt håber vi selvfølgelig på at vi ved at nytænkte folkeskolen rent faktisk kan drifte folkeskolen billigere end vi gør i dag, siger Borgmester Carsten Kissmeyer, Venstre.

SF's enlige medlem af byrådet står udenfor det nye budgetforlig. Han forstår ikke beslutningen om at skære i skoleudgifterne.

- Det kommer til at betyde, at vi får en skole med lavere kvalitet i Ikast-Brande Kommune. Det kan man jo ikke trylle sig ud af med politiske formuleringer. Hvis man skærer så mange penge væk fra folkeskolen, så går det selvfølgelig ud over servicen, siger Anders Udengaard.

Det nye budgetforlig skal endeligt vedtages den 7. oktober.