Ikast-Brande og Holstebro sælger huse i massevis

Ikast-Brande og Holstebro sælger huse i massevis

Antallet af bolighandler ligger højt i årets første kvartal. Især Ikast- Brande og Holstebro er med til at hæve gennemsnittet.

Med over 9.300 solgte villaer og rækkehuse i årets første kvartal lægger 2016 klar afstand til hussalget i første kvartal i årene 2010-2014.  

Det viser en ny opgørelse fra Boligsiden.dk. Der er solgt omkring 2.000 flere villaer og rækkehuse end normalen.

I Midt- og Vestjylland er der solgt flest huse i Ikast-Brande. Hussalget i den midtjyske kommune ligger i årets første kvartal 36 procent højere end sidste år. På landsplan indtager kommunen en tredjeplads på listen over kommuner med flest hussalg.

Også Holstebro ligger flot placeret. Den vestjyske kommune ligger på en samlet syvendeplads med en stigning på 22 procent i forhold til første kvartal i 2015.

Ikke i nærheden af sidste år

Antallet af solgte huse på landsplan slår dog ikke sidste års høje niveau, hvor over 10.100 villaer og rækkehuse fik nye ejere i årets første kvartal.

- Hussalget ligger rigtig højt i år, men det blegner naturligvis lidt i lyset af sidste års ekstreme salg. Det er kun, fordi sidste år skilte sig så markant ud, at det ikke syner helt så imponerende i år, siger Birgit Daetz, kommunikationsdirktør for boligsiden.dk.

Kigger man på danmarkskortet, er antallet af handler faldet i og omkring de store byer, mens det er steget i yderområderne.

- Når boligsalget stiger, starter det som regel i de store byer og spreder sig derefter. Nogle af yderområderne ser først nu effekten af den bølge af boligsalg, der spredte sig sidste år, siger Birgit Daetz.

- Samtidig har det høje prisniveau i byerne fået mange købere til at løfte blikket og se længere ud af S-togslinjen eller motorvejen, hvor boligerne falder næsten dramatisk i pris, jo længere væk man kommer fra storbyen, lyder det fra Birgit Daetz.

Top 10 kommuner med flest hussalg

Ændring i antal solgte villaer og rækkehuse fra første kvartal i 2015 til første kvartal i 2016:

 1. Langeland 113 %

2. Kalundborg 59 %

3. Ikast-Brande 36 %

4. Stevns 32 %

5. Mariagerfjord 31 %

6. Nordfyns 30 %

7. Holstebro 22 %

8. Faaborg-Midtfyn 22 %

9. Guldborgsund 21 %

10. Assens 21 %