Ikast-Brande Kommune hacket

Ikast-Brande Kommune har tirsdag formiddag været udsat for et hackerangreb. Angrebet lammede det meste af kommunens IT-system og størstedelen af medarbejderne måtte indstille arbejdet midlertidigt.

Ikast_Brande_Kommune_0.jpg

Tirsdag formiddag blev store dele af det computer-relaterede arbejde hos Ikast-Brande Kommune indstillet. Kommunens IT-system blev hacket og sat ud af drift, hvilket gjorde det umuligt for de fleste at udføre deres opgaver. 

- Vi modtager af og til spammails og i det her tilfælde har et par af vores medarbejdere klikket på noget, der ikke skulle være klikket på, siger kommunaldirektør Henning Hansen til TV MIDTVEST.

Hackerangrebet skete kort efter klokken 10 og kommunens IT-afdeling fik hurtigt sporet sig ind på de to maskiner, der var kilden til problemerne. Kort efter middag kunne arbejdet genoptages. 

- Vi fik straks lukket alle vores computere ned og vores medarbejdere fandt alternative arbejdsopgaver, der kunne løses uden tilgang til vores IT-systemer, fortæller kommunaldirektøren. 

Der er ingen tegn på, at der er stjålet indhold fra kommunens databaser og alle ansatte kan vende tilbage til virusfri computere onsdag morgen.