Politiet beder om hjælp efter ny påsat brand

Brandvæsnet måtte tirsdag morgen rykke ud til en påsat bilbrand i hårdt plaget kvarter. En ung mand blev mandag afhørt i sagen, men er løsladt igen.

Bilbrand, Bremdal
Foto: Ditte Georg Poulsen, TV MIDTVEST

Struer-bydelen Bremdal blev tirsdag morgen - endnu engang - ramt af en brand.

Denne gang gik det ud over en personbil på Morelbakken, som ligger i området ved Knarbjerg Bakke, hvor de andre påsatte fandt sted.

- Vi formoder, at branden er påsat, men kan endnu ikke sige hvordan, fordi vi stadig er i gang med de tekniske undersøgelser, siger vicepolitiinspektør Jim Hansen fra den centrale efterforskning ved Midt- og Vestjyllands Politi til tvmidtvest.dk.

Branden opstod ved syv-tiden, og vidner fortæller til TV MIDTVEST, at der skulle være set en mørk bil forlade stedet. Det er oplysninger, som politiet ikke umiddelbart kan bekræfte, men Jim Hansen understreger, at politiet  meget gerne vil have hjælp fra offentligheden.

- Det er meget vigtigt for os nu, at de, der bor i området, hjælper os med alt, hvad de ser og hører, siger han.

Området omkring Knarbjerg Bakke har den seneste uges tid været ramt af flere påsatte brande i carporte, affaldsskure og containere. 

Seneste anmeldelse kom mandag eftermiddag, der da blev konstateret røg i en affaldscontainer.  Efter denne brand blev en 22-årig mand anholdt, men han er nu atter på fri fod.

- Han blev løsladt igen i nat, fordi vi umiddelbart ikke kunne koble ham til de påsatte brande, siger Jim Hansen.