Brand på stor vinduesfabrik er under kontrol

Onsdag eftermiddag opstod en brand i en spånsilo ved virksomheden Idealcombi i Hurup.

Brandmænd er ved at slukke branden i spånsiloen.
Brandmænd er ved at slukke branden i spånsiloen.
Foto: Line Flatau, TV MIDTVEST

Onsdag eftermiddag opstod der brand i en spånsilo på vinduesfabrikken Idealcombi på Nørre Alle i Hurup. 

Meldingen kom klokken 15:21, og siden har brandvæsen og politi været massivt til stede. På grund af kraftig røgudvikling opfordrede politiet tidligere til at søge væk fra røgen eller gå indendøre. Nu er branden så meget under kontrol, at der ikke længere er fare forbundet med at bevæge sig udenfor.  

- Vi har reddet de omkringliggende bygninger, så lige nu er vi i gang med efterslukning i selve siloen, fortæller Rasmus Ewaldsen, som er indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab.

De seneste timer har 14 mand fra Nordjyllands beredskab og 19 brandmænd fra Beredskabsstyrelsen Nordjylland at slukke branden. En brand, de har måtte håndtere med forsigtighed. 

- Så snart man åbner lågerne, bliver der hvirvlet træstøv op i luften. I og med at der er gløder derinde, så kan man risikere eksplosioner i selve siloen. Derfor foregår det meget stille og roligt, og man skal passe meget godt på, når man åbner, siger indsatsleder Rasmus Ewaldsen. 

Støveksplosion startede branden

I starten var der uvished om, hvordan branden var opstået. Nu viser det sig, at det var en støveksplosion inde i anlægget, der startede branden. 

- Det kan opstå bare ved en lille gnist, så det er sort uheld, og politiet har også lukket sagen, fortæller Martin Søgaard, som er økonomidirektør i Idealcombi.

Branden er under kontrol, og de skal nu forsøge at klarlægge, om den har forsinket produktionen af døre og vinduer. 

- Udsugningen er ramt af branden, så vi arbejder på, hvordan vi kan få skabt et midlertidigt sug. Vi har folk på hele natten og i morgen, siger Martin Søgaard.