I udkanten er huspriserne højere end før finanskrisen

16 yderkommuner har været med til at vende bolignedturen i Udkantsdanmark.

2016 har været et godt år på boligmarkedet i udkantskommunerne. Her er det lykkes 16 kommuner at vende Udkantsdanmarks bolignedtur med en gennemsnitlig kvadratmeterpris, der er højere end for ti år siden, hvor boligmarkedet var brandvarmt. Det skriver Boliga.

Korrigeres der ikke for inflation, kan ligger fem midt- og vestjyske kommuner i toppen af udkantsmarkedet.

I både Struer, Skive, Thisted, Ringkøbing-Skjern og Vesthimmerlands Kommune nåede priserne i 2016 et niveau, der er mere end 350 kr. højere pr. kvadratmeter end i 2006.

Tager man inflationens udvikling i betragtning, ser det bedst ud i Vesthimmerlands, Skive og Ringkøbing-Skjern Kommune, hvor der er under 450 kr. op til før-krise priserne. 

I flere af yderkommunerne er der ikke helt så meget at glæde sig over, hvis man står på tærsklen til at sælge sin bolig. 

På Læsø og Langeland er priserne således faldet med omkring 1.000 kr. pr. kvadratmeter, mens man i Tønder i gennemsnit betalte 1.600 kr. mindre for sit hus i 2016 end i 2006. 

I de 13 midt- og vestjyske kommuner er der en del forskel på kvadratmeterprisen. En villa i Silkeborg, som er den dyreste af de 13 kommuner, koster 15.341 kroner pr. kvadratmeter, mens en villa i Lemvig, som er den billigste af de 13 kommuner, koster 6.017 kroner pr. kvadratmeter. Du kan se alle kvadratmeterpriserne her.

Læs også Huspriserne bliver ved med at stige