Erhvervskommentator om B&O: I skal ikke være bekymrede i Struer

Erhvervskommentator hos TV2, Ole Krohn, tror ikke de skal være nervøse i Struer. Men spår at B&O måske ikke forbliver selvejende i fremtiden.

Ole Krohn kommenterer til TV MIDTVEST på direktørskiftet hos B&O.
Ole Krohn kommenterer til TV MIDTVEST på direktørskiftet hos B&O.
Foto: TV MIDTVEST

Bang & Olufsen har i længere tid være plaget af dårlige regnskaber, og i dag valgte de så at fyre deres direktør og få en ny mand i front. Men der skal mere til at rette op på virksomheden.

- Det gør man ikke bare lige gør med et knips. Det man oplever i øjeblikket er jo faktisk, at man trænger til at B&O får nogle flere produkter på hylderne. Og det jeg tror man skal kigge på i forhold til, om B&O bliver reddet eller ej, er om, der kommer nogle produkter, som kan sælge i større skala, fortæller erhvervskommentator hos TV2, Ole Krohn.

Skåret ind til benet

Selvom det har været en tumultarisk periode for Struer-virksomheden, så tror Ole Krohn ikke, at de ansatte i Struer skal være nervøse for deres arbejde i fremtiden.

- Nej, det skal de umiddelbart ikke. For hvis man kigger på B&O, må man sige, det er en virksomhed, som er skåret meget meget til, forklarer Ole Krohn.

Derfor anbefaler han også, at virksomheden skal finde tilbage til deres force.

- Der hvor man er stærkest, og de er stærkest i Struer, det er det med at lave design. Og så har de nogle kernekompetencer med lyden og deres tv, uddyber Ole Krohn, som er erhvervskommentator hos TV2.

3:06
Se video: TV2's erhvervskommentator Ole Krohn sætter ord på, hvad fyringen af Henrik Clausen er udtryk for.

Ny direktør

Det er svenskeren Kristian Teär, som i øjeblikket er bosat i Schweiz og er i en direktørstilling hos Logitech, som skal forsøge at vende skuden for B&O.

- Hans mission bliver at forsøge og skabe optimisme og sige, vi kan stadig godt noget hos B&O. Og så skal han de næste måneder finde ud af, om man kan have et selvstændigt B&O og hvis ikke, så skal man i gang med et salg, forklarer Ole Krohn.

Der er allerede klare planer med Bang & Olufsen. Inden 2020 skal de lancere fem nye produkter, som de håber kan være vendepunktet.

- B&O lancerer inden 2020 fem nye produkter, og de skal helst udgøre 25% af omsætningen på sigt. Kommer de ikke til det, så går B&O ikke nedenom og hjem. Men så er risikoen for at de bliver overtaget af en større spiller overhængende, afslutter erhvervskommentator Ole Krohn.