I retten for nøgenhappening

Performancekunstner gik nøgen gennem Viborg med ansigt og penis malet sort - nu skal han i retten for at vække offentlig forargelse. Selv siger han, at Viborg er Danmarks mest bornerte by.

Retten i Viborg tager onsdag fat på en noget usædvanlig sag om overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

På anklagebænken sidder performancekunstneren Uwe Max Jensen, og sagen stammer fra den 14. august 2014, da Jensen gennemførte en happening i Viborg. Han gik nøgen gennem byen og blev anholdt, da han malede sit ansigt og sin penis sort foran domkirken.

Politiet skriver i sin sagsbeskrivelse, at optrinnet var "egnet til at vække offentlig forargelse" - Uwe Max Jensen svarer i en pressemeddelelse igen ved at skrive, at han opfatter Viborg som "Danmarks mest bornerte by, hvor der synes at herske en udbredt angst for kunstnerisk nøgenhed".

Kunstneren går i retten med det formål at blive frifundet, idet han ikke mener, at hans happening blev opfattet som uanstændig eller anstødelig. Der var ingen ofre, mener han.

Happeningen, der altså blev afbrudt af ordensmagten, hed Black White Christian Muslim United. Uwe Max Jensen havde egentlig planlagt at gå nøgen gennem Viborg sammen med en somalisk mand med muslimsk baggrund. Den somaliske mand besluttede sig dog for ikke at stille op - og derfor endte Uwe Max Jensen med at gennemføre seancen alene.