I livsfare efter overfald i Ørnhøj

Politiet forsøger at opklare, om en svært kvæstet mand fra Ørnhøj har været udsat for en ulykke eller for vold

Haanjern-Paa_0.jpg

En mand fra Ørnhøj noprdøst for Herning er søndag i livsfare, og politiet undersøger, om skaderne skyldes et voldeligt overfald. Sagen efterforskes af betjente fra Midt- og Vestjylland, men der er søndag eftermiddag fortsat usikkerhed om, hvad der præcist er sket.

I første omgang var der ikke tegn på, at han havde været udsat for en forbrydelse. Med blødninger i hjernen blev den 38-årige overført fra Herning Sygehus til neurokirurgisk afdeling på Aarhus Universitetshospital. Herefter tog sagen ny drejning.

 - Der er blevet gennemført en embedslægeundersøgelse, og lægerne siger, at det er overvejende sandsynligt, at han har været udsat for vold, siger vagtchef Henrik Nielsen.

Bekendt er anholdt

Politiets afhøringer har vist, at den tilskadekomne formentlig har været i klammeri natten til lørdag efter et besøg på en restauration på Hovedgaden i Ørnhøj. En mand, som offeret kender fra værtshuset er anholdt i sagen. Han er 30 år, og politiet overvejer søndag eftermiddag, om han skal fremstilles i grundlovsforhør med krav om fængsling. Det skal i givet fald ske søndag aften.

 - Vi har ikke endeligt formuleret sigtelsen. Der er flere muligheder i spil, siger vagtchef Henrik Nielsen.

Det er også muligt, at den 38-åriges skader skyldes et fald - eller at der er tale om en kombination af vold og en ulykke.

 - Han ligger i koma og er i alvorlig livsfare, konstaterer vagtchefen.

/ritzau/