Kan man det? I Ikast dyrker de grinet helt uden humor

Det er sundt at grine, men vi gør det alt for lidt. I Ikast har en mand sat sig for at udbrede den kunstige latter. Den har samme effekt som den ægte.

Der er godt med grin, når der hver måned inviteres til latterklub I Ikast. Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST

En gang om måneden bliver der inviteret til fri latter i et lokale i medborgerhuset i Ikast. Invitationen ligger som regel på Facebook, og så kan de, der har lyst bare dukke op til en anderledes aften.

- Der er ikke noget der er sjovt. Jeg fortæller ikke vittigheder og sådan, forklarer stifteren af latterklubben, Heine Bo Hansen fra Ikast.

Inden latteren for alvor slippes løs varmes der grundigt op. Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST

- Jeg gør det, fordi jeg synes det er sjovt, også er det fantastisk at opleve, hvordan en flok mennesker, der ikke kender hinanden, kan gå fra 0 til 100 sådan en aften.

Når jeg for eksempel var i biografen, blev jeg altid lidt misundelig på mennesker, der kunne give sig hen til latteren

Heine Bo Hansen, latterinstruktør

For selv om der, som udgangspunkt, ikke er noget, der er sjovt, så ender det næsten altid med, at hele flokken skriger af grin.

Kunne ikke selv grine.

For 15 år siden kunne Heine Bo Hansen ikke selv grine. 

- Det blev højst til sådan noget hohoho - og det var jeg egentlig ret træt af. Når jeg for eksempel var i biografen, blev jeg altid lidt misundelig på mennesker, der kunne give sig hen til latteren, fortæller han.

En dag tog han mod til sig og troppede op i en latterklub. De var ret udbredte på det tidspunkt, og selvom han var skeptisk, oplevede han for første gang i sit liv at skrige af grin.

Heine Bo Hansen var selv tidligere dårlig til at grine. Nu underviser han i det. Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST

Latteryogaen, som den også kaldes, stammer fra Indien og har været kendt siden 1995.  Heine Bo Hansen blev så begejstret for sin latteroplevelse, at han selv blev uddannet latterinstruktør hos en indisk læge.

Grineaften i Ikast

En mørk vinteraften er godt 30 mennesker mødt op i medborgerhuset i Ikast. Nogen har været der før. Andre kender intet til latteyogaen.

Det er sundt at grine, og kroppen kende ikke forskel på  ægte og fremprovokeret latter, så vi starter her

Heine Bo Hansen, latterinstruktør

- Jeg så det på Facebook, og synes at det kunne være sjov at prøve noget andet sammen med vennerne, fortæller Amalie Graaberg, der har en flok gymnasiekammerater med. 

En anden fortæller at hun er blevet mobbet, og derfor gerne vil prøve at konfrontere sig selv med at andre griner med og af en, og en tredje er bare nysgerrig.

Hele kroppen bliver sat i bevægelse, når lattermusklerne bliver trænet. Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST

Heine Bo Hansen indleder aftenen med en håndfuld praktiske øvelser, hvor man så at sige griner falsk.

Det var virkelig grænseoverskridende at se en flok voksne på den måde

Amalie Graaberg, gymnasielev

- Det er sundt at grine, og kroppen kende ikke forskel på  ægte og fremprovokeret latter, så vi starter her, forklarer Heine Bo Hansen.

Han ved godt, at nogle af øvelserne og hele situationen virker skørt, men det gør ikke noget. På et tidspunkt er der en eller flere, der kommer til at grine ægte, og det spreder sig som ringe i vandet.

Stort set alle måtte på et eller andet tidspunkt give sig hen til latteren, og for mange var det i en periode helt ude af kontrol.

- Det var virkelig grænseoverskridende at se en flok voksne på den måde. Normalt er lærere og forældre jo meget seriøse, men her var der nogen, der bare gav sig helt hen til latteren. Det var specielt fortæller gymnasieeleven Amalie Graaberg, der var glad for, at hendes forældre ikke var med den dag, hun var der.

Tag med på besøg i latterklubben i indslaget her.

04:11

Se hele indslaget med latterklubben her. 

Luk video