I fængsel for blufærdighedskrænkelse og burger-røveri

En 24-årig mand er blevet varetægtsfænglset, sigtet for at krænke en 100-årig kvinde og true sig til mad på McDonalds.

Detention-Doer_0.jpg

En 24-årig mand fra Vanløse er ved et grundlovsforhør ved Retten i Viborg blevet varetægtsfænglset i fire uger.

Manden er sigtet for for to uger siden at have krænket en 100-årig kvinde på et plejehjem i Herning. Episoden foregik natten til fredag den 6. september. I følge den 100-årige kvinde befølte manden hende på kroppen og trak hendes bukser af.

Den 24-årige blev i følge Midt- og Vestjyllands Politi anholdt fredag eftermiddag i Herning.

- En patrulje opdagede ham kort før klokken 15. Han er i forvejen kendt af politiet - og i øvrigt let genkendelig, fordi han har en tatovering ved det ene øjne, oplyser vagtchef Jørgen Jensen.

Udover sigtelsen for blufærdighedskrænkelse er den 24-årige også sigtet for røveri. Midt- og Vestjyllands Politi formoder, det var ham, der tidligt fredag morgen truede ansatte hos McDonalds på Silkeborgvej i Herning. Her kom en røver ind på restauranten kort før klokken fem og truede sig til mad for 97 kroner ved at sige, at han havde en kniv i lommen.