To i en: Burger-røveri og blufærdighedskrænkelse

To i en: Burger-røveri og blufærdighedskrænkelse

En 24-årig mand fra Vanløse skal i grundlovsforhør, sigtet for burger-røveri og for at krænke en 100-årig kvinde.

En 24-årig mand med adresse i Vanløse bliver lørdag formiddag fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Viborg. Politiet formoder det er ham, der tidligt fredag morgen gjorde sig selv til røver, da han truede personalet på McDonalds på Silkeborgvej i Herning til at udlevere mad.

- En patrulje opdagede ham fredag eftermiddag kort før klokken 15 på gaden i Herning. Han er i forvejen kendt af politiet - og i øvrigt let genkendelig, fordi han har en tatovering ved det ene øjne, siger vagtchef Jørgen Jensen, Midt- og Vestjyllands Politi.

Vagtchefen oplyser, at den 24-årige vil blive sigtet for røveri - men tilføjer, at der er mere end det:

- Manden vil også blive sigtet for blufærdighedskrænkelse. Vi har en formodning om, at det var ham der for to uger siden krænkede en 100-årig kvinde på et plejehjem i Herning, fortæller Jørgen Jensen.

Episoden på Vesterled Plejehjem foregik natten til fredag den 6. september. I følge den 100-årige kvinde befølte manden hende på kroppen og trak hendes benklæder af.

Udover røveri og blufærdighedskrænkelse vil den 24-årige mand også blive sigtet for trusler mod politiet.