Slut med valgplakater: I dag skal de alle være pillet ned

Støder du fortsat på plakater i lygtepælene i Midt- og Vestjylland, så hører vi meget gerne fra dig.

Sådan så LA's Alex Vanopslaghs valgplakat ud under valgkampen. I dag skal alle valgplakater være pillet ned.
Sådan så LA's Alex Vanopslaghs valgplakat ud under valgkampen. I dag skal alle valgplakater være pillet ned.
Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

Da Lars Løkke Rasmussen fra Folketingets talerstol den 7. maj udskrev valget, så gik der ikke længe, før landsdelens lygtepæle, marker og veje var plastret til med valgplakater. 

Men alting har en ende. Og da klokken i nat rundede midnat, og torsdag blev til fredag, så skal alle plakater, bannere og andet relateret til det nu overståede folketingsvalg være pillet ned. 

Der er nemlig strenge regler både for opsætning - og altså nedtagning af valgplakater. Det kan man læse meget mere om på Økonomi- og Indenrigsministeriets hjemmeside. Her står der blandt andet, at:   

- Valgplakaterne og de midler, der er brugt til at hænge dem op med (strips, snore m.v.) skal være taget ned igen senest 8 dage efter valgdagen ved døgnets afslutning.

Midt- og vestjyske plakatsyndere?

Men én ting er regler og teori, en anden ting er praksis. Det ville hverken være første eller sidste gang, at folketingskandidaterne missede en valgplakat eller to efter deadline rundt omkring i landsdelen. Derfor har vi sat os for at hjælpe politikerne i mål med projektet. Til gavn for alle.  

Derfor: Støder du i dag på valgplakater rundt omkring i den midt- og vestjyske landsdel, så send os meget gerne et foto til redaktionen@tvmidtvest.dk eller på Facebook. 

Flere folkevalgte er også interesserede i at få hjælp fra borgerne, så de ikke misser en valgplakat eller to:

0:27