I dag lyder varslingssirenerne

På slaget tolv tester Beredskabsstyrelsen sirenevarslingssystemet

Præcis på slaget tolv onsdag lyder advarselssirenerne over hele Midt- og Vestjylland. Men selvom 70-året for befrielsen netop er fejret, så er det hverken luftalarm eller kemisk udslip. Det er blot Beredskabsstyrelsen, der afprøver det landsdækkende sirenevarslingssystem.

- Man skal ikke ringe til 112 eller 114, fordi sirenerne hyler - hverken under testen, eller hvis sirenerne tages i brug på baggrund af en reel fare, skriver Beredskabsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Under testen vil der lyde tre signaler:

  • Varslingssignal: Først lyder der et varslingssignal. Varslingssignalet består af en tone, som stiger hurtigt og derefter falder langsomt. Tonen lyder fire gange, og signalet varer i alt 45 sekunder.
  • Varslingssignal gentages: Efter cirka tre minutter gentages varslingssignalet.
  • Afvarslingssignal: Efter yderligere tre minutter afgives et afvarslingssignal, som betyder, at faren er drevet over. Afvarslingssignalet består af én lang ensartet tone, som varer 45 sekunder.

Det er fast procedure at afprøve sirenerne den første onsdag i maj. Desuden bliver varslingssystemet testet hver nat - dog uden lyd.

 

Beredskabsstyrelsen har lavet en video om, hvordan man skal forholde sig, når sirenerne lyder.

sirenevarsling