Degraderet fra badehotel til bondegård: I dag elsker københavnerne den firlængede gård

Det startede som en tvungen ferie på en bondegård i 1919. Det endte med et varmt venskab, et huskøb og en bog.

Mikael Bramsen er tredje generation af familien på gården Illeborg. Han har skrevet en bog om familiens 100 års historie på Illeborg.
Mikael Bramsen er tredje generation af familien på gården Illeborg. Han har skrevet en bog om familiens 100 års historie på Illeborg.
Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST

I år er det 100 år siden, at den fine familien Bramsen fra Frederiksberg første gang blev indlogeret på strandfogedgården Illeborg i Fjand, der ligger tæt på Vesterhavet og Nissum Fjord.

Selvom den københavnske familie i dag har købt gården, så var det ikke et lykkeligt første møde.

Der var nemlig sket en fejl, så familien Bramsen ikke kunne få plads på det lokale badehotel, som det ellers var planlagt.

De blev derfor henvist til Illeborg, hvor der hverken var toilet eller rindende vand. Forsikringsdirektør Bramsen blev rasende, og hans kone Louise var også chokeret.

Hun er i dag død, men har tidligere fortalt om det første møde:

- Jeg satte mig til at tude. Det var lidt for vanvittigt, men da min mand kom tilbage, så sagde jeg til ham, at vi godt kunne blive, for her var så propert, at vi kunne spise af gulvet.

Første gang familien Bramsen fra Frederiksberg besøgte Illeborg i Fjand var i 1919.
Første gang familien Bramsen fra Frederiksberg besøgte Illeborg i Fjand var i 1919.
Foto: Fra bogen "Bønder og badegæster"

Livs langt venskab

På trods af de sociale forskelle udviklede familien Bramsen et varmt venskab med værtsparret Kresten og Agnes Græm, og københavnerne vendte tilbage år efter år. De kom både med deres børn og børnebørn.

Med tiden blev Illeborg mere end et feriested, og i 1962 købte Familien Bramsen gården. I dag er det barnebarnet Mikaels navn, der står på skødet.

- Det er mit hjem om noget, og i dag står alt mit arveskrammel her. Det er her, jeg har hjemme, siger Mikael Bremsen, der er tredje generation af familien på Illeborg.

Den firlængede gård Illeborg ligger tæt på Vesterhavet.
Den firlængede gård Illeborg ligger tæt på Vesterhavet.
Foto: Fra bogen "Bønder og badegæster"

Bønder og badegæster

Barnebarnet har netop udgivet bogen ’Bønder og badegæster’ om familien Bramsens oplevelser i det vestjyske. Han var fem år første gang, han selv var på ferie i Fjand, og han mindes med glæde tiden på Illeborg.

- Det er lugten af stald, Agnes' mad i køkkenet, og det er lyden af lærkerne og lyset, der var overvældende for os københavnere, når vi kom herover. Sådan er det stadig, fortæller Mikael Bramsen.

Han har skrevet bogen sammen med familiemedlemmer, der har bidraget med deres ferieoplevelser på gården.

- Når min bror og jeg kradser af, så er der ingen til at fortælle historien. Så er den helt væk. Med bogen har min familie og jeg gjort vores pligt over for et lille stykke Danmarkshistorie, siger Mikael Bramsen. 

I dag er Illeborg bevaringsværdigt og en del af Danmarks kulturarv.

4:31
Det er 100 år siden, at familien Bramsen blev tvunget til at holde ferie på gården Illeborg. I dag er gården en stor del af familiens historie.
Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST