I aften bliver Bent Hansens afløser fundet

Bliver det den unge socialdemokrat eller Venstre-borgmesteren fra Ikast, der overtager formandsstolen i Region Midtjylland?

3:09

Efter 27 år i spidsen for først Viborg Amt og siden Region Midtjylland har veteranen Bent Hansen valgt at stoppe i politik. I aften bliver det afgjort, hvem der fremover skal sidde for bordenden i regionsrådet.

Den blot 36-årige Anders Kühnau fra Horsens er manden, der skal forsøge at beholde formandsposten på socialdemokratiske hænder.

Han har siddet i regionsrådet siden begyndelsen i 2007, og har blandt andet gjort sig bemærket som formand for Hospitalsudvalget. Det seneste år har han også været næstformand i regionen.

Hans udfordrer er den nuværende Venstre-borgmester i Ikast-Brande Kommune, Carsten Kissmeyer. Han har aldrig siddet i regionsrådet før, men har til gengæld masser af erfaring fra kommunalpolitik.

Har Kühnau X Factor som Bent Hansen?

Bent Hansen fik over 100.000 personlige stemmer ved valget for fire år siden, mens Anders Kühnau kun fik ca. 6.000.

Spørgsmålet er, om det er lykkedes for Anders Kühnau at samle nogle af Bent Hansens stemmer op, eller om det kommer til at kunne læses på valgresultatet, at patiet har skiftet formand.

Carsten Kissmeyer er kendt i Ikast-området, og vil uden tvivl få et flot valg her, men spørgsmålet er hvor stor en vælgeropbakning han har i resten af regionen. For to år siden forsøgte han at blive valgt til Folketinget, hvilket ikke lykkedes.

Valgresultatet for Region Midtjylland forventes først at være klar ud på natten, så begge formandskandidater har forberedt sig på, at forhandle til den lyse morgen.