Hytte brændt helt ned: Kvinde nåede ud i tide

Det kunne være gået galt i går aftes, da en kvinde tændte op i en brændeovn i en lille hytte.

Hytten lå øde inde i skoven. Foto: Peter Erfurt

En kvinde boede indtil i går aftes midlertidigt i en hytte i en øde skov sydøst for Silkeborg. Det satte en brand dog en stopper for.

Kvinden havde fyret op i brændeovnen i hytten, da der pludselig gik ild i det lille træhjem. Kvinden nåede ud, men flammerne greb hurtigt om sig.

- Bebyggelsen er brændt helt ned. Vi mener, det startede ved brændeovnen, fortæller vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Anders Olesen.

Anmeldelsen om branden kom klokken 21:38, og kvinden fik ingen skader, men intet i hytten stod til at redde.

Der er ikke meget tilbage efter branden. Foto: Peter Erfurt