Arbejder og betaler skat: - Hvorfor skal jeg sendes til Somalia?

En somalisk mand arbejder på Idealcombi i Thy. Men på grund af det politiske paradigmeskift skal han sendes hjem. Og det frustrerer både ham og hans arbejdsgiver.

Abdirahman Geelle Jama arbejder hos Idealcombi i Hurup. Hverken han eller virksomheden forstår, hvorfor han skal sendes hjem til Somalia.
Abdirahman Geelle Jama arbejder hos Idealcombi i Hurup. Hverken han eller virksomheden forstår, hvorfor han skal sendes hjem til Somalia.
Foto: Hans Olav Sandal, TV MIDTVEST

Abdirahman Geelle Jama arbejder hos vinduesproducenten Idealcombi i Hurup i den sydlige del af Thy. 

- Jeg synes, det er rigtig godt. Jeg er rigtig glad. Jeg har gode kolleger, siger han til TV MIDTVEST.

Han har været på virksomheden siden maj sidste år. Siden oktober på lige vilkår med alle sine kolleger.

- Han er lige så vellidt som alle andre, vi har ansat her.

- Vi er jo altid glade for medarbejdere, der er dygtige og passer deres arbejde, så der er ikke noget at sætte en finger på. Han passer sit job som alle andre, fortæller økonomidirektør Martin Søgaard.

Alligevel står han til skulle sendes hjem på grund af den afgående regerings paradigmeskift.

Frustrerende

At Idealcombi blandt andre ansatte Abdirahman Geelle Jama, skyldtes, at kommunen bad om hjælp til integration og aktivering af flygtninge.

- Vi har som virksomhed besluttet at tage et socialt ansvar, men det er jo her i dagligdagen, at der skal gøres en forskel med kolleger og leder, som skal give en skalle ud over det sædvanlige for at få det til at fungere, for der er sprogbarrierer og udfordringer, når man skal have det til at virke, og derfor er vi frustrerede, når vi har et godt eksempel på noget, der er lykkes, som så på den måde bliver hevet væk fra os, uddyber Martin Søgaard.

- Det kan godt være, man har lavet et paradigmeskifte, men hvad med dem, der er kommet inden det? Det er lidt som om, at den politiske beslutning også rammer nogen, der er kommet, før beslutningen er truffet.

- Vælger man at spørge virksomheder om at hjælpe med at integrere flygtninge, skal man også have en plan, som rækker længere end bare at sende dem hjem, når lejligheden byder sig, for hvorfor skal vi som samfund ellers bruge energi på det, hvis det alligevel bare er på lånt tid? Så skal man måske finde en anden model end den, der er nu.

Vil overveje at hjælpe i fremtiden

Abdirahman Geelle Jama skal rejse hjem den 21. juni. Han håber, at beslutningen bliver omgjort.

- Jeg håber, at jeg får lov til at blive i Danmark, forklarer han.

Hans arbejdsgiver håber det samme. Samtidig vil Idealcombi overveje at hjælpe med flygtninge i fremtiden.

- Hvis Danmark skal tage flygtninge igen, og man kommer lokalt fra kommunen af og spørger, om vi vil hjælpe, er det noget, der vil kræve en overvejelse eller to mere, om det er noget, vi har lyst til at være en del af igen.

Tilbage står somalieren uforstående.

- Jeg forstår ikke, hvorfor jeg skal sendes tilbage til Somalia. Jeg arbejder og betaler skat.

TV MIDTVEST forsøger at få en politisk reaktion til Abdirahman Geelle Jamas sag.