Mor til Vanopslagh: - Hvis jeg kunne bestemme, skulle han ikke være politiker

Anni Sørensen er mor til den nye politiske leder af Liberal Alliance, Alex Vanopslagh. Selvom hun er stolt af sønnen, så havde hun alligevel helst set, at han var gået en anden vej.

Jørgen og Anni Sørensen er henholdsvis papfar og mor til Alex Vanopslagh. Foto: Kasper Riis Kristensen, TV MIDTVEST

Alex Vanopslagh må absolut være et af de seneste dages mest omtalte politiske navne. Den 27-årige LA-politiker er gået fra at være et relativt ubeskrevet blad til nu at blive en af de ti politiske partiledere, der snart kommer til at have sin daglige gang på Christiansborg.

Jeg synes, det er et utaknemmeligt job, for så snart man laver en fodfejl, så bliver man straffet.

Anni Sørensen, Mor til Alex Vanopslagh

Alex Vanopslagh er født i Frankrig men opvokset i Struer. Nu bor han i Vanløse og sidder i Københavns Borgerrepræsentation, men hans mor og papfar holder stadig til i Vestjylland, og hvis det stod til dem, så havde tingene måske set helt anderledes ud. 

- Hvis jeg kunne bestemme, skulle han ikke være politiker. Jeg synes, det er et utaknemmeligt job, for så snart man laver en fodfejl, så bliver man straffet. Det er han jo helt afklaret med, og når vi nu kan se, at det er det, han brænder for. Så må vi jo støtte ham i det, fortæller Anni Sørensen, der er mor til Alex Vanopslagh.

Læs også Portræt: LA's nye leder rager i vejret på flere måder

´Lidt af en arbejdshest´

Anni- og Jørgen Sørensen, der er henholdsvis mor og papfar til Alex Vanopslagh, er i øjeblikket på turné rundt i det midt- og vestjyske landskab for at tage nogle af de 3000 valgplakater ned, som har båret Alex Vanopslaghs navn under valgkampen. Selvom karrieren som politiker ikke er faldet i god jord hos Mor-Anni, så har hun alligevel altid vidst, at sønnikes arbejde ville komme til at fylde en stor del af hans liv.

- Han er lidt af en arbejdshest. Han startede som 13-årig med at gå med aviser. Så blev han opvaskedreng, og derefter ansat i en kiosk, før han som 17-årig flyttede til Herning for at gå på HF. Samtidig med studiet havde han nattearbejde hos GLS, så han har altid været aktiv, siger Anni Sørensen.

Selvom hun mange gange har spurgt sig selv, hvordan den politiske interesse har fundet vej til hendes søn, så er hun dog ikke i tvivl om, hvor de liberale frihedsværdier stammer fra.

- Hans bedstefar har aldrig været aktiv politiker, men han havde sine helt klare holdninger. Han var meget liberal. Han var selvstændig fisker, så jeg hørte tit i min barndom, at hver eneste gang han tjente 100 kroner, så skulle han betale de 70 til skat. Det syntes han simpelthen var meget, siger Anni Sørensen.

Tirsdag begynder Alex Vanopslaghs karriere som folketingspolitiker så for alvor, når Liberal Alliances nye folketingsgruppe konstituerer sig på et gruppemøde. Den nye politiske leder må dog endelig huske, hvor han kommer fra, hvis opbakningen hjemmefra fortsat skal være der.

- Alex ved udmærket godt, at hvis det kommer dertil, hvor han bliver lidt højt på strå, så vil jeg sige, at han skal komme ned på jorden igen. Det er bare bedst at være ydmyg, siger Anni Sørensen.

02:38 Luk video