Hvidvask-indberetninger stiger eksplosivt

Der er kommet mange flere indberetninger til politiet fra bankerne vedrørende mistanke om hvidvaskning af penge

Foto: Kasper Riis Kristensen, TV MIDTVEST

Antallet af indberetninger til bagmandspolitiet om sorte penge der bliver vasket hvide stiger eksplosivt i disse år. Bankerne bruger nemlig flere og flere ressourcer på at gennemtrevle kundernes konti for mistænkelige transaktioner. Det oplyser TV MIDTVEST

Alene sidste år indberettede danske pengeinstitutter mere end 300.000 mistænkelige transaktioner til bagmandspolitiets hvidvasksekretariat. Ifølge bankernes interesseorganisation, FINANS DANMARK, vil det tal stige betragteligt i 2016.

- Vi er undergivet en lovgivning som gør, at bankerne skal indberette mistænkelige pengeoverførsler til bagmandspolitiet. Generelt har bankerne opprioriteret på området, og de er blevet dygtige til at spotte ulovlighederne, fortæller juridisk direktør i FINANSDANMARK, Kenneth Joensen.

I Salling Bank i Skive har medarbejderne i 2016 firedoblet antallet af indberetninger i forhold til sidste år. Der er tale om hundredevis af sager, som bankens direktør Peter Vinther Christensen kalder for alvorlige.

- Mange gange ser vi forsøg på hvidvask via en relativ neutral konto hos en person, som man ikke normalt vil forbinde med kriminalitet. Det viser sig så at vedkommende er i ledtog med nogle forbrydere, fortæller bankdirektøren til TV MIDTVEST.

En stor procentdel af indberetningerne går på skattesvig. I mange tilfælde unddrages staten her for betydelige millionbeløb.

- Pengene har nok altid cirkuleret i den sorte økonomi og blandt kriminelle bagmænd. Det der kommer bag på mig, og mange af mine kollegaer i de andre banker, er de enorme ressourcer vi binder i at foretage indberetninger til bagmandspolitiet, siger Peter Vinther Christensen.

Bankdirektøren anslår at Salling Bank bruger i omegnen af syv årsværk på indberetningerne. Derfor håber han de mange timers arbejde bliver fulgt op af bagmandspolitiet, som følger op på indberetningerne i samarbejde med Skat.

Men hos FINANSDANMARK er juridisk direktør Kenneth Joensen kritisk i forhold til myndighedernes ressourceforbrug på området.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at vi er meget i tvivl om specielt bagmandspolitiet har de ressourcer der skal til for at forfølge de mange alvorlige sager, siger Kenneth Joensen.

Venstres erhvervsordfører, Torsten Schack Pedersen, forsikrer dog at området bliver prioriteret højt på den politiske dagsorden.

- Vi vil være sikre på at vi bekæmper hvidvask, skattesnyd og terrorfinansiering. Derfor er det afgørende at bagmandspolitiet har de ressourcer der skal til.

Derudover skal et nyt lovforslag bane vejen for en mere effektiv indsats i kampen mod den økonomiske kriminalitet.

- Det betyder at bankerne slipper for noget bøvl men også at myndighederne får de rette oplysninger, og der hvor der er noget at komme efter. I stedet for at man bare drukner bagmandspolitiet i data, siger Torsten Schack Pedersen til TV MIDTVEST.

Den udmelding gør dog ikke direktøren i Salling Bank mindre frustreret.

- Det er ikke meget værd, at vi bruger så meget tid på indberetningerne. I virkeligheden svarer det til at vi tager en sten og smider den over skulderen i Vesterhavet - og så kommer der ikke mere ud af det, slutter Peter Vinther Christensen.