Flere tyskere bosætter sig i Danmark: - Hvide Sande var kærlighed ved første blik

Flere tyskere vælger at bosætte sig i Danmark. For parret Dagmar og Udo Chinnow har det været kærligheden til den jyske vestkyst, der har lokket dem til.

Dagmar og Udo Chinnow er sammen med sine to børn Pauline og Pepe flyttet til Hvide Sande fra Löbau i det østlige Tyskland. Foto: Ditte Georg Poulsen, TV MIDTVEST

Vi kender efterhånden til den kendsgerning, at den danske turisme hver eneste sommer nyder godt af tyskernes trang til at feriere langs den jyske vestkyst. Det er dog ikke kun i sommerhalvåret, at vores tyske naboer er begejstret for at opholde sig i Danmark.

Vi ønsker at blive her for altid. Det er vores plan.

Dagmar Chinnow

Efter flere års tilbagegang i antallet af tyske tilflyttere i Danmark, er der nemlig igen vind i de dansk-tyske bosætnings-sejl. I 2018 steg antallet af tilflyttere nemlig, da 3.289 tyskere rykkede teltpælene op og flyttede nord for grænsen. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

En del af statistikken er parret Dagmar og Udo Chinnow og deres to børn Pauline og Pepe. Familien flyttede for fem måneder siden til Hvide Sande fra Löbau i det østlige Tyskland.

Læs også Tyskere investerer 150 millioner i Skive-virksomhed

- Hvide Sande var kærlighed ved første blik, efter vores første ferie her i 2015. Naturen og luften er så fantastisk her. Vi ønsker at blive her for altid. Det er vores plan. Folk har været så søde til at hjælpe, så det har været nemt at flytte hertil, fortæller Dagmar Chinnow.

Børn, karriere og det gode liv

I 2018 flyttede 65.000 udenlandske statsborgere til Danmark. Heraf udgjorde tyskerne 5 procent, mens de i 2015 udgjorde knap 4 procent.

- Vi har noget at tilbyde tyskerne her i Danmark. Vi har det gode liv. Man har som kvinde muligheden for både at få børn og have en karriere ved siden af. Det er meget sværere i Tyskland, fortæller Dorthe Frydendahl, der er bosætningskoordinator i Ringkøbing-Skjern Kommune.

For Hvide Sande Røgeri betyder det, at virksomheden har fået to nye medarbejdere i Udo og Dagmar Chinnow.

- Det betyder rigtig meget for os som virksomhed, fordi det er noget kvalificeret arbejdskraft, vi får. De vil gerne arbejde. Det er svært i vores branche at få kvalificeret arbejdskraft, så det betyder meget, at vi kan trække noget arbejdskraft til, fortæller Anders Søegaard, der er direktør for Hvide Sande Røgeri.

Siden 2015 har antallet af udlændinge, der flytter til Danmark, været faldende. Andelen af tyske tilflyttere har dog i samme periode været stigende.

- Vi er jo efterhånden 95 kommuner i Danmark, som kæmper for at øge bosætningen. Alle vil gerne have børnefamilier, så vi slås lidt om de samme mennesker. Tyskerne har et stort kendskab til vores område, fordi de holder ferie her, så det forsøger vi selvfølgelig at udnytte, siger Dorthe Frydendahl fra Ringkøbing-Skjern Kommune.

02:02

Dagmar og Udo Chinnow er to af de mange tyskere, der de seneste år har valgt at bosætte sig her i landet.

Luk video