Hvide Sande jubler over energiforlig

Hvide Sande jubler over energiforlig

Virksomhederne på havnen i Hvide Sande håber på flere arbejdspladser, når der skal bygges en ny vindmøllepark i Nordsøen.

Det nye energiforlig, som regeringen torsdag indgik med Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti og Enhedslisten, vækker stor glæde på havnen i Hvide Sande.

Forliget betyder blandt andet, at der skal bygges en ny vindmøllepark ved Horns Rev i Nordsøen, og i Hvide Sande håber man, at havnen kan bruges til at fragte materiel og mandskab ud til vindmølleparken. Samtidig satser mange af de virksomheder, der er tilknyttet havnen, på at få del i nogle af de mange serviceopgaver, der følger i kølvandet på parken.

- Det er helt klart en god nyhed, som vi har ventet på i lang tid. Og jeg er også meget tilfreds med, at der er tale om et så bredt forlig, siger havnechefen i Hvide Sande, Steen Davidsen til tvmidtvest.dk.

Hvide Sande Havn er i øjeblikket ved at blive udbygget, så den bliver i stand til at tage imod større skibe - og samtidig har virksomhederne dannet en forening - Hvide Sande Service Group - der skal gøre dem i stand til at byde på opgaverne.

Også penge til biogas og brint-tankstationer

Energiforliget får også betydning for de midt- og vestjyske biogasanlæg. Afregningsprisen på biogas stiger fra 77 øre til 1,15 kroner. Senere bliver prisen reguleret ned til 1,05 kroner.

Virksomheden H2Logic i Herning får også glæde af forliget. Politikerne har nemlig besluttet at sætte penge af til brint-tankstationer.

Der er meget mere om forliget i vores nyheder 19.30.