Hvidbjerg Bank opjusterer efter fortsat fremgang

Hvidbjerg Banks halvårsregnskab udviser bankens bedste basisindtjening og resultat nogensinde i et halvår.

Hvidbjerg Bank kom ud af 1. halvår med et overskud på 6,6 mio. kr. før og efter skat. Det er en forbedring i forhold til den tilsvarende periode i 2014 på 1,8 mio. kr. svarende til 38 %. Det skriver banken i en pressemeddelelse.

Nedskrivningskontoen udviser fortsat en positiv udvikling. I 2. kvartal har der således været tale om netto tilbageførsel af nedskrivninger.

- Det bedste er tallene omkring nedskrivninger, som historisk har været en akilleshæl for banken. Og det allerbedste i den forbindelse er, at vi igen i maj i år har haft Finanstilsynet på en fornyet inspektion i banken. Selvom vi fortsat afventer den endelige redegørelse, har Tilsynet ikke tilkendegivet væsentlige ændringer i forhold til den måde, vi selv anser nedskrivningssituationen på, udtaler bankdirektør Jens Odgaard.

Basisindtjeningen udviser en fremgang på 43 % til 10,0 mio. kr., hvilket er det højeste niveau for et halvår nogensinde. Kundeudviklingen fortsætter ligeledes i den rigtige retning med en netto tilgang på 2,1 % i de første seks måneder af 2015. Samtlige afdelinger har oplevet fremgang i kundeudviklingen.

Opjustering af forventninger

Hvidbjerg Bank har været begunstiget af en usædvanlig stor konverteringsaktivitet særligt i 1. kvartal. Dertil kommer, at banken fortsat oplever en stabil tilgang af kunder i samtlige af bankens filialer.

Med en basisindtjening på 10 mio. kr. for første halvår opjusterer banken forventningerne for hele 2015 fra mellem 13 og 16 mio. kr. til minimum 16 mio. kr.

Når det gælder nettoresultatet var bankens forventninger ved årets begyndelse et positivt resultat for hele 2015. Nu forventer banken, at sidste års resultat på 8,4 mio. kr. som minimum opnås.