Hvert syvende landbrug er lukningstruet

Formanden for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild, opfordrer til politisk handling i både Danmark og EU.

Koer-2.jpg

Dansk landbrug er stadig et erhverv i dyb krise.

Ifølge Dagbladet Børsen viser nye tal fra rådgivningscentret Seges, at hvert syvende landbrug befinder sig i en højrisikozone, hvor bankerne fristes til at opgive dem.

Samtidig er antallet er konkurser det højeste siden 1990´erne.  Ved udgangen af november havde Danmarks Statistik registreret 159 konkurser i landbruget mod omkring 100 i hvert af de to foregående år.

Det er især svine- og mælkeproducenterne, der har det svært. Problemet er, at de er så pressede af høj gæld og en lav indtjening, at de løbende må optage nye lån.

Formanden for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild, siger til Børsen, at det er et "overvældende" antal landmænd, der står i en helt uholdbar situation.

- Vi kan nu se de fulde konsekvenser af Ruslands stop for import af fødevarer fra EU og det kraftige fald i Kinas efterspørgsel efter mejerivarer. Det rammer især vores mælke- og svineproducenter hårdt. Det er derfor helt nødvendigt, at der både i EU og i Danmark gribes til hurtig politisk handling, så ikke flere landmænd end højest nødvendigt bukker under i krisen, siger Martin Merrild.

Landbruget håber nu på, at regeringens fødevare- og landbrugspakke - 16-punktsplanen - kan være med til at forbedre situationen.