Hver sjette har nu lynhurtigt bredbånd derhjemme

Statistik fra Energistyrelsen viser, at antallet af hurtige bredbåndsforbindelser er i kraftig vækst.

mobilmast

Selv om der fortsat er sorte huller på det danske internetlandkort, så bliver der hele tiden flere, der får hurtigere bredbåndsforbindelser herhjemme.

Energistyrelsen udgiver fredag sin halvårlige telestatistik. Den viser, at antallet af meget hurtige internetforbindelser - med downloadhastigheder på over 100 megabit per sekund - er vokset kraftigt sidste år.

I begyndelsen af sidste år var der 266.000 af den slags abonnementer. I løbet af de følgende 12 måneder steg tallet til 412.000, svarende til en fremgang på 55 procent.

Dermed har næsten 17 procent - eller hver sjette - nu en bredbåndsforbindelse på mindst 100 megabit per sekund.

Det skal dog ses i forhold til, at 88 procent i kraft af den fortsatte udbygning af bredbåndsnettet rent faktisk har mulighed for at vælge en forbindelse med høj hastighed.

Det forholdsvis beskedne tilvalg af hurtigt internet bekymrer dog ikke energi- og forsyningsminister Lars Chr. Lilleholt (V).

- Det er selvfølgelig forbrugernes eget valg, hvilken internetløsning og hastighed, de vælger, men det er mit håb som teleminister, at endnu flere vil vælge de højere hastigheder.

- I takt med, at danskerne tager for eksempel streaming til sig og flere virksomheder bruger digitale løsninger, vil flere benytte sig af muligheden for lynhurtigt bredbånd, siger ministeren.

Bredbåndsabonnementer med en downloadhastighed på mindst 50 megabit per sekund udgør nu 48 procent af alle forbindelser, svarende til en stigning på 12 procentpoint eller 33 procent.

Statistikken viser i øvrigt også, at vores forbrug af mobildata fortsætter med at stige markant.

Fra andet halvår 2015 til andet halvår 2016 steg den mobile datatrafik med 68 procent.

I alt blev der hentet 208.000 terabyte data ned via danske smartphoneabonnementer.

Det svarer til et gennemsnit på 5,1 gigabyte per måned per abonnement.